Gulerødder ved Lammehave Økologi

Den sociale leverandør

Foto: Ingrid Riis

Lammehave Økologi er en socialøkonomisk landbrugsvirksomhed på Falster, der arbejder med det primære formål at holde udviklingshæmmede i beskæftigelse. 

Nøglen hertil har vist sig at være et økologisk landbrug, hvor især melproduktion er blevet det, der driver værket. Det er bl.a. lokale virksomheder, som traktørstedet Pomle Nakke og Hesnæs Havn, der nyder godt af dette.

Økologisk økosystem

Selvom Lammehave Økologi i sig selv ikke er en turismevirksomhed, så er Lammehave Økologi alligevel en del af et lokalt økosystem, som er med til at skabe et udbud af turismeoplevelser med fokus på bæredygtighed. Jakob Jørgensen, der ejer og driver Lammehave Økologi, forklarer, hvordan det at levere fødevarer direkte til slutbrugeren, som skal anvende det, er med til at skærpe kvaliteten af produktet og samarbejdet. Der ingen mellemled mellem Lammehave Økologi og de restauranter, højskoler og andre kunder, som bruger de økologiske fødevarer til enten at servere gourmetmad for turister eller bespise sale af unge mennesker. Ifølge Jakob Jørgensen har Danmark et landbrug, som har mistet forbindelsen til dem, der skal spise maden. Her har Lammehave Økologi den direkte kontakt med slutbrugeren, som skal tilberede råvarerne, og det giver ifølge Jakob Jørgensen en uvurderlig feedback omkring kvaliteten.

Et socialt funderet fundament

Jakob Jørgensen forklarer, at Lammehave Økologi først og fremmest er en socialøkonomisk virksomhed, som er funderet i en tro på, at alle mennesker kan være en ressource og ingen kan det hele, men at vi sammen kan alt. Lammehave Økologi giver udviklingshæmmede mulighed for at få et arbejde, og Jakob Jørgensen oplever, at det betyder umådeligt meget for hans medarbejdere, at de er en del af noget, og at de faktisk kan bidrage. Jakob Jørgensen fremhæver, at vi lever i en kultur, hvor det ofte er vores job, som skaber og definerer vores identitet. De udviklingshæmmede har også brug for et svar på det så ofte stillede spørgsmål “Hvad laver du så?”. Som arbejdsgiver for udviklingshæmmede er man nødt til at justere sine forventninger, og man må påregne, at oplæringsprocessen er mere krævende end normalt. Samtidig er det en ekstremt givende proces at lykkes med, og de udviklingshæmmede medarbejdere kvitterer med stor loyalitet og engagement.

Fra social til grøn bundlinje

I landbruget er der en lang række restprodukter, som kan bruges igen. For eksempel kan det, der er tilovers fra melproduktion, bruges til at fodre høns, så der ingen spild er. Det er den cirkluær tankegange som Lammehave Økologi er et eksempel på, hvor driften og landbruget også er tæt relateret til principperne om økologi. Den grønne agenda fylder meget for Jakob Jørgensen, og rigtig meget af hans fokus ligger på at sænke landbrugets CO2-udledning. Her påpeger Jakob Jørgensen, at et økologisk landbrug ikke altid regnes for at være den bedste måde at sænke CO2-udledningen. Til gengæld er økologien god på en række miljømæssige parametre. Den grønne bundlinje er altså kompleks, når vi taler landbrug og fødevarer, fordi vandmiljø, CO2 og biodiversitet kan fremkalde vidt forskellige løsninger, som i værste fald modvirker hinanden. Det illustrerer, hvordan vejen til en grønnere bundlinje ikke er givet på forhånd, og at der stadig er meget at lære. For Jakob Jørgensen var det de økologiske principper og den socialøkonomiske tilgang, som viste sig at være den rette model for at drive et landbrug på en mere ansvarlig måde. Men for andre virksomheder og steder kan det være andre modeller. Budskabet fra Lammehave Økologi er, at man må finde den vej, der virker bedst med de ressourcer og muligheder, man har.

Gode råd fra Lammehave Økologi

  • Vær tålmodig. Da Lammehave Økologi startede kunne det ikke gå hurtigt nok. Mange ressourcer blev brugt på markedsføring, som Jakob Jørgensen i dag er tvivl om, hvorvidt egentlig gav noget. Set tilbage er tiden endnu vigtigere - succes skal bygges op, og ikke købes i annonceplads.
  • Lav en langsigtet plan. Jakob Jørgensen forklarer, hvordan han lagde en 10 års plan for at holde fokus undervejs. Fordi man kan hurtigt komme til at reagere på det, der kommer lige nu og her, og som medierne skriver om. Men det er vigtigt, at man har sin egen rettesnor at holde sig til.

Del dine øjeblikke: