Hvordan gik sommeren egentlig?
Er sommeren regnet væk? Eller kigger vi ind i et nyt rekordår? Det har vi spurgt en række af de lokale turismeaktører om.
På trods af internationale udfordringer med inflation og krig har Lolland-Falster oplevet det hidtil flotteste første halvår i 2023 målt på antal overnatninger. Juli og august stod for døren, og hvordan har de to måneder så set ud? To måneder, der plejer at være årets travleste for turismeerhvervet, men blev de i år udfordret af et noget ustadigt sommervejr?
Flere internationale gæster på Lolland-Falster
På Hotel Saxkjøbing har restauranten og den tilhørende pop-up bager haft stor succes over sommeren. Mange lokale har været ude at nyde en god middag på det gule hotel, men også sommerhusgæster og cykelturister lagde vejen forbi.
Antallet af restaurantgæster har været rigtig flot, men belægningen af hotelsengene har set anderledes ud. Charlotte Høyer, direktør på Hotel Saxkjøbing, fortæller, at hotellet næsten har været fuldt booket i juli de to seneste år, men dette har ikke været tilfældet i år.
”Juni var rigtig flot, men i juli og august har vi manglet overnattende gæster. Vi har haft gæster fra Tyskland, Holland og Frankrig, men min fornemmelse er, at vi mangler de danske, svenske og norske turister”, lyder det fra Charlotte Høyer.
Manglen på de skandinaviske turister skal særligt findes i den høje kronekurs, som gør det dyrt at være svensk og norsk turist i Danmark.
Hos Nysted Strand Camping har der også været langt imellem de skandinaviske turister, men i stedet har andelen af tyskere været tæt på dobbelt størrelse af den danske, og det er første gang, at Henrik Søby fra Nysted Strand Camping oplever en kundegruppe større end den danske. En stigning i de internationale gæster har resulteret i, at Nysted Strand Camping kan se tilbage på, hvad der ligner den bedste sæson nogensinde. En sæson, hvor nye tendenser er dukket op.
”Jeg har oplevet, at flere gæster kommer længere væk fra. Særligt Belgien, Østrig og Tjekkiet har været repræsenteret i år, og det er kundegrupper, jeg ser et stort potentiale i. Samtidig har jeg også oplevet mange kortfristede bookinger, og det, tror jeg, er en tendens, der vinder mere og mere frem”, lyder det fra ejeren af Nysted Strand Camping.
Siden de blomstrende rododendroner i maj har Peter Hansens Have & Planteskole været godt besøgt. Her er det også tyskere, belgiere og hollændere, som har fundet vej til den smukke have, og ejeren Peter Hansen kan se tilbage på en sæson, der er lidt bedre end sidste år.
At nye nationaliteter og flere internationale gæster finder vej til Lolland-Falster, vidner om, at den internationale markedsføring og presseindsats, som Visit Lolland-Falster arbejder med, har god effekt. Opmærksomheden rettet mod Lolland-Falster bliver større og flere får øjnene op for vores skønne destination.
Foto:Rune Johansen
En travl august med mange tyskere
I juli blev badetøjet pakket væk til fordel for regntøjet. Men på trods af regn, så er Jeanette Wang fra Golf & Fun Park glad for, at gæsterne kom, så snart tørvejret indtraf:
”Det har været en rigtig flot sommer. Vi var meget spændte på, hvad sommeren ville bringe efter et år med mange usikkerheder, men vi har haft en sommer, som næsten er på niveau med de seneste år. Dog har vi i år oplevet, at gæsterne kom senere på dagen”, lyder det.
Også Stovby Glaspusteri har mange gæster fundet vej til over sommeren. Line Stovby er tilbage på niveau med 2019, der er året før corona, mens antallet af besøgende ligner sidste år. Hos kunstneren skaber det stor tilfredshed, at mange finder vej dertil, hvor særligt august har været kendetegnet ved købelystne tyskere.
Samme billede tegner sig på Falsters Kyst, hvor Mette Dahlgaard, direktør og gastronomisk chef, kan tilslutte sig en august med mange købelystne tyskere. Blandt duften af nybagt brød og solstrejf var der en forventning om en travl sommer på Hesnæs, og gennem de seneste måneder kunne det atter mærkes, at Falsters Kyst er et populært turistmål, der har indtaget en stor plads på landkortet.
Pomle Nakke har været fuldt booket, og på Hesnæs Havn har der også været rigtig travlt. På trods af, at regn og kølige aftener har sendt gæsterne inden døre, så har det været en flot sommer på Falsters Kyst. Særligt tyskerne har fundet vej dertil, men også hollændere og lokale har i større omfang været forbi spisestedet, hvor ankomsten særligt er sket i autocamper eller med båd.
Foto:Daniel Villadsen
Sommerens vejr har også sat sine spor
At sommerens vejr har sendt mange turister inden døre, har Rune MacDonald fra Mærk Outdoor mærket. Outdoor-virksomheden har særligt været hårdt ramt af sommerens vind.
”Man kan sagtens sejle i kano, kajak eller stå på SUP-board på trods af regn, men vinden gør, at sikkerhedsforanstaltningerne ikke kan overholdes, og derfor har jeg ikke kunne sende gæster ud på vandet”, lyder det fra Rune MacDonald.
Derfor kigger outdoor-virksomheden også på nye muligheder, der – uagtet vejret – kan tiltrække flere turister den kommende sommer.
Overordnet har det været en højsæson, hvor vejret har været et stort samtaleemne og en sommer med mange internationale gæster sydfra. En tendens, vi kan komme til at se mere til i fremtiden. Med rekordvarme i Sydeuropa peger flere eksperter på, at Skandinavien kan blive et eftertragtet turistmål, da flere vil søge mod køligere destinationer.