Den Grønne Verden

Kilometermad og kilometer i benene

Foto: Robin Skjoldborg

Med blikket rettet mod de udenlandske turister er Gastrominoen, som stifter Lars Schmidtsdorff selv udtrykker, et kulinarisk eventyr på to hjul. Grundlagt på håndfaste principper om brug af lokale råvarer og producenter, og så bæredygtigt transport som muligt.

Motivation bag Gastrominoen

Med mange års erfaring i at kombinere aktiviteter som kajakroning og gastronomi i en oplevelse, besluttede Lars Schmidtsdorff sig for, at det var på tide at starte Gastrominoen. Inspireret af egne rejser i Catalonien og Sydamerika, hvor der på vandreturen altid var lokale spisesteder og producenter at finde. Den følelse af glæde, som Lars Schmidtsdorff selv har oplevet med lokale gastronomiske oplevelser, mener han også Nordsjælland kan byde på. Og med Danmark som et kendt cykelland var det naturligt, at turen rundt i det nordsjællandske skulle foregå på dansk producerede cykler, og overnatningen skulle foregå i danskproducerede glamping telte og danske MKP-vintage campingvogne. Den primære målgruppe er udenlandske turister, som ønsker dansk cykel- og madkultur i naturen og ej at forglemme ‘hygge’. Lars Schmidtsdorff håber dog også, at danskerne vil finde Gastrominoen interessant. Fælles for alle gæster på Gastrominoen er, at de bliver gjort mere bevidste om, hvordan god mad bliver fremstillet. Gæsterne skal også opleve kvaliteten i at bruge det, der er til rådighed i nærområdet.

Kilometermad og grøn transport

Gastrominoen har arbejder med både den grønne og social bundlinje. Et eksempel er konceptet ‘kilometermad’, som er ideen om, at al maden er transporteret så få kilometer som muligt. Med Gastrominoen kommer turisterne til maden og ikke omvendt, forklarer Lars Schmidtsdorff. Effekten er dels, at transport af råvarer naturligvis mindskes, men også at man er med til at støtte de små producenter, hvilket har positive økonomiske og sociale effekter for lokalsamfundene. Som del af Gastrominoen bliver turisterne også tilbudt at få deres bagage fragtet rundt mellem stoppene. Det foregår naturligvis med elbil. Udover dette opfordrer Gastrominoen også til, at turisterne benytter sig af offentlig transport, og netop derfor er starten af cykelruten placeret på Hillerød Station.

Samarbejde er olien, der får kæden til at køre rundt

Gastrominoen er baseret på en lang række samarbejder med aktører og har over 20 stop på ruten. Det er de samarbejdspartnere, man som turist møder på turen, og de spiller derfor en vigtig rolle i værtskabet. Bag kulissen fortæller Lars Schmidtsdorff, at der har været endnu flere samarbejdspartnere, der har bidraget til, at det kunne lykkes at skabe Gastrominoen. Her er det bl.a. VisitNordsjælland og Erhvervshus Hovedstaden samt et acceleratorforløb hos Dansk Kyst- og Naturturisme, der har været en hjælp i forretningsudviklingen. Hjælpen fra disse aktører har været vigtig i forberedelsen til mødet med banken, som ikke er specialiseret i forretningsmodeller inden for oplevelsesøkonomien. Dette gør sig også gældende, når det kommer til at indhente tilladelser fra kommunerne. For Lars Schmidtsdorff har det været alfa og omega at engagere sig i nordsjællandske netværk som Smag på Nordsjælland, Spisekammer Halsnæs og Gribskov Spisekammer. Alt i alt er Gastronomien en historie om at mobilisere alle gode kræfter og søge de gode samarbejder.

Et mål om sammenspil mellem det miljømæssige, økonomiske og sociale

I samarbejdet med de mange lokale producenter har en udfordring været, at producenterne - på de såkaldte “gastro stop” - kun har begrænset ressourcer til at være til rådighed for turisterne, når de ankommer. Her forklarer Lars Schmidtsdorff, hvor vigtigt det er, at man opsøger synergier med de lokale producenters andre aktiviteter. Som f.eks. når destilleriet på ruten kombinerer deres smagning for Gastrominoens gæster med deres andre åbne smagninger. Det handler om at være pragmatisk og finde løsningerne sammen. På den måde er det lykkes for Gastrominoen at støtte de lokale producenter i at kunne levere kilometermad og holde gastro-stops ud fra hensyn, som kan lade sig gøre for dem. Et andet eksempel på Lars Schmidtsdorffs forkærlighed for at indgå i sammenspil med andre er en aftale, han har indgået med serviceøkonomuddannelsen. De har sammen lavet et praktikforløb, hvor studerende kan hjælpe til over sommeren. Det afhjælper både den udfordring, der ligger i at rekruttere arbejdskraft og giver samtidig unge mennesker en chance for at få praktisk erfaring. Lars Schmidtsdorff fremhæver, hvordan det er værd at bruge tid på at undersøge, hvor mulighederne er, og hvor man kan få hjælp. Netop med denne tankegang fandt han også frem til LAG-midlerne, og som han siger: Selvom processen er bureaukratisk, giver det en værdifuld vurdering af din forretning og potentielt får du også økonomisk støtte.

Gode råd fra Gastrominoen

  • Engager dig i dit lokale miljø og træk på de ressourcer, der i dit eget område gennem gode gensidige samarbejder.
  • Opsøg hjælp fra lokale myndigheder og organisationer, f.eks. det lokale destinationsselskab, men bevar også modet til at udfordre, hvordan tingene bliver gjort. Måske er der plads til nye ideer?
  • Læs verdensmålene og bliv inspireret og skarpere på din egen forretning.

Del dine øjeblikke: