Sådan trækker vi gæster til Lolland-Falster i 2024
Internationale og nationale kampagner skal være med til at trække turister til Lolland-Falster. Hvilke markeder og temaer, der er i fokus i 2024, kan du blive klogere på her.
Interessen for Lolland-Falster er i vækst, og denne interesse skal vokse sig endnu større med stærke markedsføringskampagner i 2024. På både det danske og de internationale markeder bliver der fokus på at øge kendskabet til Lolland-Falster og trække gæster til området hele året.
Danmark, Tyskland og Holland rummer et stort turismepotentiale for Lolland-Falster, og derfor bliver de største markedsføringsindsatser afviklet på disse markeder.
Stor konkurrence om de danske turister
Danskernes rejselyst er høj, og vi ser en tendens til, at danskerne i stigende grad pakker kufferten, finder passet frem og rejser uden for de danske landegrænser. Det betyder, at der er stor konkurrence om at tiltrække de danskere, der vælger at holde ferie i Danmark. Natur, strand, kyst og hav samt muligheden for at slappe af vælger danskerne feriedestination ud fra, og derfor skal smuk natur, lange kystlinjer og rolige oplevelser få danskerne til at holde ferie på Danmarks sydligste øer. En ny kampagne skal gøre danskerne opmærksom på disse muligheder.
”Vi starter en brandingkampagne om Lolland-Falster her i foråret, som skal køre på det danske marked. Kampagnen skal vise en bred vifte af de oplevelsesmuligheder, som vi har - både i vores smukke natur, via vores attraktioner og unikke steder. Gennem en række af videoer skaber vi en wow-oplevelse, der skal få danskernes øjnene op for vores skønne område og trække flere gæster hertil,” fortæller Karin Pedersen, marketing projektleder hos Visit Lolland-Falster.
Fokus på nærmarkederne
I 2024 bliver markedsføringsindsatserne lokaliseret på nærmarkederne Tyskland, Holland og Sverige. Med den kommende Femern Bælt-forbindelse bliver Lolland-Falster let tilgængelig for særligt Tyskland og Holland, og derfor er arbejdet med at sikre et stærkt kendskab til destinationen allerede godt i gang.
En prognose fra Dansk Industri peger på en fortsat optimisme og udvikling af turismen i 2024. Privatforbruget i Tyskland står til at vækste igen efter et fald i 2023, hvilket kan få flere tyskere til at rejse – særligt mod kysterne – og derfor får det tyske marked også den største opmærksomhed i år.
Først på året er der planlagt nationale kampagner på nærmarkederne i samarbejde med VisitDenmark, som brander hele Danmark. Disse nationale kampagner er vigtige, da Danmark bl.a. er i konkurrence med Frankrig, Italien, Grækenland og Østrig om at tiltrække turister, og det kræver mange marketingindsatser at blive husket, når der skal bestilles ferie. Når de store nationale kampagner er færdige, sættes der ind med kampagner, som udelukkende markedsfører og inspirerer til ferie på Lolland-Falster.
Markedsføringsaktiviteterne er fordelt over året, men særligt i foråret ligger en stor del af aktiviteterne, for at gøre turisterne opmærksom på destinationen så tidligt som muligt. Med store indsatser først på året og løbende indsatser over året kan vi både inspirere og tiltrække de turister, der booker deres ferie tidligt og dem, der booker deres ferie tæt på afrejse. Målet er bl.a. at trække gæster til området i påsken og få hollænderne til at rette deres blik mod Lolland-Falster, når de skal holde maj-ferie. Derefter er der løbende markedsføringsaktiviteter, som skal trække gæster til området gennem hele året.
Foto:BEST-Production
Fokus på naturoplevelser og familieferie
I år vil der være fokus på naturen og outdooroplevelser som cykling, vandring og camping på det tyske og hollandske marked. Dette ligger rigtig godt i tråd med, at tyskerne og hollænderne prioriterer naturaktiviteter samt natur, strand, kyst og hav, når de skal på ferie.
I samarbejde med VisitDenmark bliver der også en kampagne i Tyskland om naturnær overnatning i Danmark, hvor Lolland-Falster er præsenteret med flere spændende, naturnære overnatningsformer. Et samarbejde, der skal fremme fortællingen om Danmark som en attraktiv destination for friluftselskere, hvor der særligt er fokus på kortere ferier for at trække gæster til uden for juli og august.
I Holland bliver der også fokus på camping, da hollænderne foretrækker denne overnatningsform, og samtidig viser Visit Denmarks nyeste markedsprofil for Nederlandene, at hollænderne i stigende grad søger efter camping i Danmark, når de er på udkig efter deres næste ferie.
”Foruden kampagner målrettet kyst- og naturturister, har vi også kampagner målrettet det segment, som Visit Denmark kalder den samvittighedsfulde familie. Dette er familier, som prioriterer en tryg og børnevenlig feriedestination, hvor de er tæt på kysterne, kan bade i havet og besøge børnevenlige attraktioner. På det hollandske marked udgør dette segment 22%, mens 23% af tyskerne ønsker at tage på kyst- og naturferie med deres børn. Lolland-Falster har, med sine smukke natur og børnevenlige oplevelsesmuligheder, rigtig meget at tilbyde de hollandske og tyske børnefamilier, og derfor sætter vi også ind med kampagner målrettet familier,” siger Karin Pedersen.
Målrettet annoncering skal guide og inspirere
Mens de store kampagner skal trække gæster til Lolland-Falster, bliver Visit Lolland-Falsters sociale medier i år anvendt til inspiration og guides både før og under ferien.
”Vi skal være endnu bedre til at sende gæsterne rundt og få dem til at gøre brug af endnu flere oplevelsesmuligheder, mens de er her. Derfor bruger vi de sociale medier til at inspirere gæsterne til aktuelle oplevelser og guide dem,” fortæller Frederikke Hansen, projektleder og social media manager hos Visit Lolland-Falster.
Annoncerne på de sociale medier bliver sprogversioneret til hhv. dansk, tysk og engelsk og centreret om de enkelte nationaliteters ferieperioder for at imødekomme gæsterne.
Bliv klogere på turisterne
VisitDenmark udarbejder hvert år markedsprofiler for de enkelte markeder, og her kan du bl.a. blive klogere på danskerne, tyskerne, hollænderne og svenskerne.