Den Grønne Verden

Smagen af Lolland-Falster skal tiltrække flere turister

26.11.2024
Foto: Robin Skjoldborg

Lolland-Falster tager et nyt skridt mod at blive en gastronomisk destination i verdensklasse. Madoplevelser spiller en afgørende faktor for turisters valg af feriedestinationer, og Lolland-Falster er nu klar til at indtage en ledende rolle i denne udvikling.

Et nyt projekt, Danmarks Maddestinationer 2.0, skal bringe flere turister tættere på lokale råvarer og unikke smagsoplevelser, alt sammen gennem et styrket samarbejde mellem restauranter og producenter.

”Turister elsker at spise lokalt, når de er på ferie. Lokalt producerede råvarer på såvel tallerkenen som i glasset betyder meget for den samlede oplevelse, og derfor vil vi med smagsoplevelserne som trækplaster tiltrække tusindvis af turister til Lolland-Falster,” siger Lindy Kjøller, destinationschef hos Visit Lolland-Falster

Med Michelin restauranter, et kokkelandshold i den absolutte verdensklasse og en dansk madscene, der bygger på en stærk tradition for kvalitet, håndværk og lokale råvarer, er dansk gastronomi blandt de vigtigste ingredienser til at skabe vækst i dansk turisme.

For 33% af de internationale- og 25% af de danske kyst- og naturturister spiller smagsoplevelser, gastronomi og muligheden for at tage ud at spise en central rolle for deres valg af feriedestination.

Lolland-Falster skal derfor være førende på gode madoplevelser, så de madinteresserede turister vælger Sydhavsøerne som deres næste feriedestination. Og det baner Danmarks Maddestinationer 2.0 vejen for ved at fremme, styrke og markedsføre lokale smagsoplevelser.

Mere end mad på en tallerken

Madoplevelser er for mange mennesker et besøg på en restaurant med god mad, hyggelige rammer og en tjener, der fylder lidt ekstra i glasset. Men mad- og smagsoplevelser går også ud over det, der ligger på tallerkenen eller hældes i glasset. Det er et vindue til den danske natur, kultur og tradition. Det er mødet med den lokale producent på madfestivalen, besøget i den hyggelige gårdbutik, turen i plantagen, sanketure i de dybe skove og lokal fisk hentet på havnen.

”Vi ved, at turisterne søger den fulde ferieoplevelse. Derfor skal vi arbejde med både nye og eksisterende madevents. For her kan gæsterne både få smagsoplevelser, møde de lokale producenter og opleve handelsbyerne. Også så vil vi gerne gøre madfestivalernes programmer mere relevante for bl.a. vores tyske turister, da vi ser ind i en fremtid, hvor tyskerne kan have dansk grund under fødderne på bare 10 min.,” fortæller Lindy Kjøller, destinationschef hos Visit Lolland-Falster.

Flere lokale råvarer på tallerkenen

Danmarks Maddestinationer 2.0 bygger videre på det succesfulde projekt Danmarks Maddestinationer, der blev gennemført fra 2021-2023. Et projekt, som Martin Rommel, der står bag Restaurant Surt & Sødt i Nakskov og på Hages Badehotel i Rødbyhavn, fik stor glæde af.

”Gennem projektet fik vi rigtig god sparring. Der blev set på både maden, fortællingen om vores restaurant og råvarerne. Vi fik bl.a. øjnene op for flere lokale producenter, som vi kunne samarbejde med, og det er superfedt, når man som restauratør gerne vil bruge så mange lokale råvarer som muligt. Desværre oplever jeg bare, at mange lokale producenter ikke er sikre på, om de har råvarer nok til at kunne levere på den lange bane, og det har jeg behov for, så jeg ikke skal lave menuen om uge for uge,” fortæller Martin Rommel.

Denne udfordring skal der arbejdes med gennem projektet ved at opbygge stærke netværk og samarbejder.

”Vi har et stærkt netværk i MULD Lolland-Falster, som vi skal samarbejde med om både events og fødevaremesser. Vi skal have flere restauratører og producenter til at teame op, så restauranterne i højere grad køber deres råvarer lokalt fremfor hos store grossister. På denne måde får gæsterne den autentiske oplevelse, og vi udbreder smagen af Lolland-Falster,” fortæller Lindy Kjøller.

Og samarbejdet vil Martin Rommel rigtig gerne, for det betaler sig:

”Vi vil rigtig gerne samarbejde med producenterne og bruge de lokale råvarer, for vores gæster tager rigtig godt imod det. Vi oplever, at turisterne går op i den kvalitet, vi leverer og som kommer fra de lokale råvarer, og de betaler også gerne for den. Turisterne er også interesserede i det, for de skal altid lige høre, hvad det er og hvor producenten ligger,” afslutter Martin Rommel.

Turisterne skal gøres opmærksomme på de lokale smagsoplevelser, og det skal et digitalt kort med en række smagsoplevelser på tværs af Danmark være med til, mens VisitDenmark får ansvar for at markedsføre smagen af Danmark internationalt. Alt sammen for at positionere Danmark som Nordens førende maddestination.