Nordlolland

Farvandet nord for Lolland og Smålandsfarvandet

Området er ideelt til kajak-ture, uanset om man er til en dags-ture, eller til flerdags ture med overnatning, og det er særdeles velegnet for både uerfarne og erfarne kajakroere. Der er et rigt dyreliv og der ses både sæler og marsvin i området. Der er sjældent langt fra det ene sted til det andet, området og naturen er afvekslende, og der er for det meste ikke de store vanddybder. Dette bidrager til at farvandet i området meget tidligt på året har en god temperatur, og bliver varmere end de fleste andre steder i Danmark. Kragenæs Marina Lystcamp er det naturlige udgangspunkt for en tur i Smålandsfarvandet nord for Lolland med et besøg til øerne Fejø, Femø, Askø og Vejrø. Fra Kragenæs er der færgeforbindelse til Fejø og til Femø samt busforbindelser til Maribo og Nakskov. Der gode isætningsforhold og parkeringsforhold på havnen samt indkøbsmulighed på campingpladsen. Kort før Kragenæs havn ses kunstmonumenterne ”Dodekalitten”, der skuer ud over Smålandshavet - 7-8 m høje stenstøtter, hvor de øverste 2 m er udhugget som hoveder, elektroakustisk sang og musik klinger mellem stenstøtterne.

Sakskøbing Fjord

Sakskøbing ligger i bunden af Sakskøbing Fjord – en livlig by med den årlige Sydhavsøernes Frugtfestival i september. Ud gennem fjorden opleves et rigt fugle- og fiskeliv, lystbådehavne, Oreby Slot og Oreby kro – inden fjorden breder sig ud som en vifte mod Smålandsfarvandet.
Fra Sakskøbing havn og Saxkjøbing Roklub er der ikke langt til byens torv og indkøbsgade samt flere spisesteder. Der er vandrehjem og campingplads samt hotel. I inderhavnen finder vi Sakskøbing motor og Sejlbådsklub og lidt længere ude i fjorden ved Maltrup Vænge holder Sakskøbing Bådelaug til. I Sakskøbing er der udlejning af kanoer og kajakker og guidede ture.

Del denne side