COLLECTION – originalgrafik og -tegninger fra privatsamling

125 grafiske værker af 50 kunstnere. Det er indholdet af udstillingen COLLECTION, der vises i Sakskøbing i august.

“COLLECTION er en hyldest til de kunstnere, der kom før mig. Til idoler, læremestre, kolleger, studiekammerater og andre, der har givet mig inspiration, indsigt og grafisk forståelse,” siger grafiker og maler Lars Pryds, der har samlet de grafiske tryk over en periode på ca. 40 år.

Udstillingen er opdelt i temaerne: Mennesker i rum; Landskab; Abstraktion; Ting & Fund; Model; Portræt samt Tegn. I hvert tema indgår værker fra flere kunstnere, enkelte steder i samspil med Pryds’ egen grafik. Udstillingen vises i hans atelier og spænder tidsmæssigt over ca. 100 år.

Til udstillingen fremstilles en plakat i storformat samt et 36 siders katalog. Begge dele udleveres gratis til de besøgende.

Blandt kunstnerne ses Erling Jørgensen, Søren Hjorth Nielsen, Per Baagøe, Jane Muus, Michael Kvium og Anette Harboe Flensburg samt udenlandske kunstnere som Laurence Weiner, Aino Myllykangas og Richard Konvicka. Samlet udstillerliste kan ses på www.pryds.com/collection

COLLECTION er støttet af Billedkunstrådet i Guldborgsund Kommune.

Gratis adgang