DCU-Camping Albuen Strand

Ro og fred er efterhånden en mangelvare mange steder, men på ingen måde på DCU-Camping Albuen Strand, der ligger smukt ved Langelandsbæltet og Nakskov Fjord. Campingpladsen ligger i læ bag de lollandske diger, og lige uden for døren går Albuen Tange syv km ud mellem fjord og bælt med ”Blå Flag”, børnevenlig badestrand og strandenge. Helt perfekt til vandreture, badedage på stranden, windsurfing og lystfiskeri.

Nakskov Fjord byder på en naturskøn lagune, hvor det stille, lave vand er perfekt for bl.a. kajak og kitesurfing. Her er også et rigt fugleliv, så husk kikkerten og kameraet. Danmarks længste cykelsti på diget (45 km), der går fra Nakskov til Rødby, går også lige forbi Albuen.