skip_to_main_content
VisitLolland-Falster

Den Grønne Verden – Gårdbutikken

Kom tæt på køkkenhaveholdets hånddyrkede produktion af årstidens grøntsager, urter og spiselige blomster i haven og gårdbutikken hos Den Grønne Verden.

Lige fra mulden
I Gårdbutikken hos Den Grønne Verden finder du en mangfoldighed af helt nyhøstede grøntsager, urter og blomster, der alle er dyrket efter biodynamiske og økologiske principper. Grøntsagerne får deres saft og kraft fra solen, vinden og regnen, og den solide lollandske muld. 

Gå en tur i den store skønne køkkenhave, hvor man kan blive klogere på grøntsager, blomster og frugter, der gror i mange forskellige bede og udsender en himmelsk duft.

Udvalget i Gårdbutikken varierer fra dag til dag, afhængig af hvad der er taget op af mulden og sæsonen kan præsentere.

Spis grønt
Gårdbutikken ligger i de smukke omgivelser på Søllestedgaard Gods, hvor de traditionelle godsbygninger danner rammen om køkkenhavens mere end 250 forskellige sorter. Gårdbutikken er placeret i godsets gamle hestestald, som er smukt renoveret.

Til Gårdbutikken hører en lille café, hvor der serveres lækre sandwiches, kaffe og kage, hjemmelavede is og drikkevarer. Hvis maven trænger til et større måltid, kan der bestilles bord på Den Grønne Verdens restaurant, Spiseriet, hvor køkkenhavens sprøde ingredienser er anrettet i veltillavede gourmetretter.

Den Grønne Verden lægger året rundt lokaler til en række events, og i sommerperioden tændes grillen for at tilberede køkkenhavens friske grøntsager samt kød fra andre lokale producenter.