VisitLolland-Falster

Gadeteaterfestival i Nykøbing F

Kære publikum,

Siden vi sidst mødtes på gader og stræder i sommeren 2019 til internationalt gadeteater, har vi alle gennemlevet en verdensomspændende krise. Vi har længtes efter fællesskab, liv og glæde, men i stedet måttet holde afstand, aflyse arrangementer og vente… Nu lysner det endelig igen, og vi er SÅ glade for at kunne byde velkommen til dette års gadeteaterfestival i Nykøbing Falster.

Vi har arbejdet hårdt på at skabe et program, der netop kan bringe os sammen om underholdende, sjove og overraskende oplevelser i byrummet, med international gadekunst af den bedste slags.

Vi har haft særlig opmærksomhed på opfindsomme og kreative løsninger, så vi sikkert og uden risiko for smitte kan samles igen i den friske luft. Vi er sikre på, at I sammen med os vil vise hensyn, så vi alle kan nyde det sprudlende program af forestillinger i mange genrer.

Vi spiller flere gange, med større radius, og med opsætninger, der ikke kommer fysisk tæt på den enkelte tilskuer. Men vi er ikke gået på kompromis med kvaliteten og er begejstrede for at kunne præsentere 10 fantastiske forestillinger fra Frankrig, Filippinerne, Italien, Østrig, Argentina, Belgien og Danmark. Læs mere i festivalprogrammet og lad jer inspirere til at opleve så mange som muligt!

Det bliver en fest at mødes igen – alle I, både trofaste og nye deltagere, lokale politikere, kulturforvaltninger, handelsforeninger, kulturinstitutioner, teaterforeninger og naturligvis de internationale gadekunstnere og vores festivalteam. Den international gadeteaterfestival i Nykøbing Falster er skabt i samarbejde med Guldborgsund Kommune, Vores Nykøbing, Teaterforeningen Guldborgsund, Nykøbing Falster Turistforening og Teatret Masken.

Programmet findes på www.masken.dk