skip_to_main_content
©  Foto:

Nissejagt og jule(u)hygge

Museum Obscurum vil i tre uger emme af jul og (u)hygge når de lidt onde og lidt udspekulerede nisser flytter ind i udstillingen 


December nærmer sig og det er tid til at finde de glitrende kugler, flettede hjerter og rødhuede nisser frem fra gemmerne. Dette er i år også tilfældet i Museum Obscurum, som hele december kommer til at ose af jul, når vi pynter op i den fineste julestemning fra starten af 1900-tallet. Men under overfladen lurer mystikken… 


”Udover den smukke gamle julepynt er der nemlig sneget sig nogle små luskebukse med ind i udstillingen. De er måske ikke lige til at få øje på med det blotte øje, men vi ved de er der. Nogle gange kan man høre dem luske rundt oppe i udstillingen eller vi ser deres små tophuer, når de forsvinder rundt om et hjørne”, fortæller Dorthe Fibæk, der er leder af museets butikker. 


Du kan gå på jagt på museet og se, om du kan finde disse udspekulerede og lidt onde nisser, der har gemt sig rundt omkring i udstillingen. Hvis det lykkes dig, er du med i lodtrækningen om en flot julehyggepræmie til hele familien. Vinderen vil blive offentliggjort d. 20. december. 


Derudover fortæller museets dygtige julegenfærd klassiske julehistorier med et tvist af gys, gru og uhygge hver fredag i uge 48-50 fra kl. 14-17. Og besøger du udstillingen om lørdagen, serverer vi gratis hjemmebagte småkager og saft/kaffe. Naturligvis sker alle julerierne i stedets ånd og kan derfor indeholde både små julegys og sjove anekdoter. ”For at krydre det hele, foregår formidlingen i historisk inspireret dragt, så vi opnår den helt rette stemning”, fortæller Dorthe afsluttende. 


Arrangementet er en del af Guldborgsund Kommunes Kulturpas til børn og unge i alderen 0-18 år. Kulturpasset giver følgende fordele: 

  • Besøg Museum Obscurumi kulturpas-ugerne, som er uge 48, 49 og 50 
  • GRATIS adgang til børn og unge i alderen 0-18 år ved fremvisning af sygesikringskort med bopæl i Guldborgsund Kommune.

GRATIS adgang til max to voksne ifølge med barn/søskendeflok med bopæl i Guldborgsund Kommune.