
Skoleskibet Danmark i Nakskov Havn
I år er det 90 år siden, at Skoleskibet Danmark blev søsat fra Nakskov Skibsværft - og det har de valgt at fejre i Nakskov Havn. Der kommer til at foregå en masse på havnen i Nakskov i dagene fra d. 21. - 25. juni. Se det fulde program på lolland.dk.
Det er altid en festdag, når skibet kommer "hjem" på besøg - og der er altid stor interesse for at se, komme ombord og fotografere den smukke 3-mastede fuldrigger.
Skoleskibet Danmark blev søsat i 1933 og skibet er bygget med det formål at uddanne søfolk til den danske handelsflåde, så det har således altid fungeret som skoleskib. Det er bygget som 3-mastet fuldrigger, da denne type skib blev anset, som det mest komplekse og krævende, og som ville kunne holde flest hænder beskæftiget. Der er i dag plads til 80 elever om bord samt 15 besætningsmedlemmer, som også varetager den daglige undervisning. Under havneophold - og i særdeleshed i udlandet - fungerer skibet, besætningen og eleverne, som ambassadører for Danmark og det maritime erhverv.