VisitLolland-Falster

Sommerkoncert med Pernille Højmark og Det kompetente Orkester

Pernille Højmark og Det kompetente Orkester giver sommerkoncert på højskolen.

Som et plaster på såret for den aflyste Seniorfestival byder højskolen på to koncerter i parken de to dage, der skulle have været festival.

Havde det ikke været for de fortsatte corona-restriktioner for afholdelse af festivaler, skulle der onsdag 28. og torsdag 29. juli have været Seniorfestival på Højskolen Marielyst. Festivalen blev første gang afviklet i 2019 og var en gevaldig succes, som højskolen havde glædet sig til at gentage. Men både sidste år og i år spændte coronaen ben for festivalen.

Som et plaster på såret arrangerer højskolen derfor i år aftenkoncerter i sin park de to dage, hvor der skulle have været festival. Men med kun 500 billetter til salg i overensstemmelse med restriktionerne for større arrangementer.

Torsdag den 29. juli er det Pernille Højmark og Det Kompetente Orkester, der træder op på scenen, også kl. 20.00.

Pernille Højmark er kendt som skuespiller på både teater, tv og film – og for sin sideløbende karriere som sanger. I mange år turnerede hun landet tyndt med orkestret Sweethearts, hvor hun gav nyt liv til gamle dansktopklassikere fra 70’erne. I 2019 tog hun springet og debuterede med egne sange på albummet: PORTRÆT. Sange om op og nedture, skilsmisse, forelskelse og druk. Sange om at stå ved sig selv og acceptere at ha’ fis i kasketten.

Til koncerten i højskolens park har hun Det kompetente Orkester med sig. Det er et orkester, som er hvad navnet udtrykker: 5 kompetente musikere, der på bedste vis sætter strøm til Pernilles repertoire af både egne sange og de bedste af de elskede dansktopklassikere.

Det bliver en aften, hvor det bliver svært at sidde stille, selv om det er er et krav ved sådanne koncerter, at publikum sidder ned.

Til koncerten skal publikum selv medbringe en stol eller et tæppe at sidde på.

Pernille Højmark og Det kompetente Orkester 125 kr. (+ billetgebyr). Billetsalg sker kun på højskolens hjemmeside: https://hojskolenmarielyst.dk/arrangementer/