Gå til indhold
©  Foto:

Telemann i kongesalen på Reventlow-museet

Reventlow-Museet inviterer indenfor til en uforglemmelig koncertoplevelse d. 16. august 


Denne sommeraften danner Reventlow-Museets nyrestaurerede Kongesal rammerne om en musikalsk perle med rødder tilbage til 1700-tallet, når nogle af Danmarks dygtigste musikere inden for tidlig musik spiller et udvalg af den tyske komponist Georg Phillipp Telemanns Pariserkvartetter.  


“I stearinlysenes skær og omgivet af de store kongeportrætter, kan du denne aften drømme dig tilbage til dengang, Aalholms Grev Raben spillede fløjte til ballerne i Paris, og musikken strømmede gennem salene på alle de store herregårde på Lolland og Falster,”
fortæller Louise Sebro, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, og fortsætter: “Og naturligvis bliver den vidunderlige musik denne aften spillet på historiske instrumenter.” 


Sjældent har en komponist været så tilfreds med sit eget virke, som da Telemann i et brev omtalte opførelsen af sine 12 Pariserkvartetter fra perioden 1730-38.  Han skrev “Jeg burde omtale de beundringsværdige opførelser af mine nye kvartetter, men der findes ikke ord, som kan gøre dem ret. De vakte opmærksomhed både ved hoffet og i byen og bragte mig på ganske kort tid enslydende ros og øget anerkendelse.”  


Så med disse ord kan man kun forvente en helt uforglemmelig aften i musikkens tegn. Aftenens musikere er Winnie Bugge Frandsen på traversfløjte, Stefanie Barner på barokviolin, Hannah Thiel på gambe og Søren Gleerup Hansen, der spiller på museets eget originale Moschack-cembalo fra ca. 1770.