VisitLolland-Falster

Udstillingen Højvande i Bønnelyches Pakhus

Kunstnersammenslutningen Det blå Tårn udstiller maleri, skulptur, collage, tekstil og lydinstallationer.

Det blå Tårn er stiftet i 2018 og består i dag af i alt 18 billedkunstnere indenfor forskellige udtryksformer. På hver sin måde har de forholdt sig til årets tema “Højvande”, affødt af FN’s verdensmål nr. 6, 11 og 14, der har fokus på Rent vand, Livet i havet samt Bæredygtige byer og lokalsamfund.

Eksempelvis kredser Anne Gyrite Schütt og Erik Langkjærs billeder om den globale opvarmning. Denis Virlogeux’ oliemalerier tager udgangspunkt i en urgammel frygt for vand og truslen om oversvømmelse, mens Jesper Art Hyllemose skaber et landskab i lyd, bl.a. lyden af bølgeskvulp, optaget ved strande på Lolland og Falster.

Lisbeth Krag Olsen fastholder bølgens form i den bogstaveligt talt stenhårde, italienske Carrara-marmor, mens Poul Esting har skabt en større serie malerier med abstraktioner over vandets bevægelser. Christina Præstgaard undersøger med tuschtegninger det urovækkende og upålidelige ved vandets natur og ageren.

“Højvande” er støttet af Kulturpuljen og Billedkunstrådet i Guldborgsund Kommune, samt af Thorkild Høeghs Mindelegat. En foredragsrække i udstillingsperioden med en række anerkendte forfattere er desuden støttet af Statens Kunstfond.