Cykelturismen rummer stort potentiale på Lolland-Falster – henter inspiration i Polen
Lokale overnatningssteder lærer om cykelvenlighed i Polen, for at blive mere konkurrencedygtige og tiltrække flere cykelturister.
Visit Lolland-Falster, der er partner i EU-projektet Baltic Biking Upgrade har i maj været på studietur til Vestpommern i Polen sammen med Anettes Bed & Breakfast Falster og Hotel Falster i Nykøbing F. Her har de, som en del af projektet besøgt og lært af cykelvenlige initiativer i byen Mielno på den polske Østersøkyst. Deres erfaringer fra studieturen er vigtige bidrag til videreudviklingen af cykelturismen på Lolland-Falster og videndelingen på tværs af projektets fem partnerlande Tyskland, Polen, Litauen, Sverige og Danmark.
Henter inspiration i stor cykeldestination – fra 3.000 indbyggere til 100.000 i højsæsonen
Anette Nielsen, Anettes Bed & Breakfast Falster, konstaterer hurtigt, da hun får øje på et cykelvenligt pitstop med overdækkede borde og bænke, luft, værktøj, information om området og toilet, at ambitionerne om at blive den næste store cykeldestination ikke fejler noget.
Tina V. Jensen og Niels Mann, Hotel Falster, der også deltager i studieturen, er ligeledes imponerede over, hvad regionen i Vestpommern har opnået inden for bare fem år. Byen Mielno har 3.000 indbyggere. Dette tal vokser med 100.000 turister i juli og august, hvoraf 80% er tyskere. Da mange af turisterne flittigt bruger den kombinerede cykel- og gangsti langs kysten, lægger det et stort pres på især cykelinfrastrukturen. Vestpommern regionen er derfor i fuld gang med at opgradere deres cykelstier og etablere nye ruter både langs kysten og længere inde i landet for at imødekomme den store efterspørgsel. For yderligere at sprede presset fra de mange turister i højsæsonen, er regionen i dialog med overnatningsstederne om etablering af flere overnatningsmuligheder i ydersæsonerne.
De to lokale overnatningssteder, der var med på studieturen sammen med projektleder Henning Klarlund, Visit Lolland-Falster, blev meget inspireret af den polske regions fokus på cykelturisternes efterspørgsel og de har taget en række cykelvenlige tiltag med hjem til stor inspiration. Dette gælder f.eks. initiativer med sikker cykelparkering, bagageopbevaring, påfyldning af vandflaske og opladningsmuligheder til mobiltelefon og de stadigt flere elcykler, der især bruges af den hastigt voksende gruppe af cyklende seniorer.
Udvikling af cykelturisme forudsætter et tæt samarbejde med lokale turistvirksomheder
Udviklingen af Lolland-Falsters cykelruter kræver et tæt samarbejde med det lokale turismeerhverv, der er lokaliseret nær ruterne og et tæt samarbejde mellem partnerlandene. Gennem samarbejdet skal der udvikles oplevelser og produkter, der kan trække flere cykelturister til og øge omsætningen hos turismeerhvervet.
Der skal yderligere udvikles nye cykelvenlige produkter i stærkt samarbejde med lokale cykeludlejere, restaurationer, overnatningssteder og andre samarbejdspartnere. Herunder konceptet One-Way-Biking. One-Way Biking handler om, at en turist lejer en cykel i f.eks. Tyskland, cykler til Lolland-Falster og lader cyklen stå på her, når målet er nået – eller omvendt. Det er et koncept, som er med til at skabe de bedste oplevelser for cykelturisterne, og gør Lolland-Falster til en konkurrencedygtig cykeldestination.
Samarbejdende Turistaktører på Lolland-Falster
Udover at drive sit overnatningssted er Anette Nielsen også repræsentant for foreningen af Samarbejdende Turistaktører på Lolland-Falster. Foreningens formål er at udveksle ideer og erfaringer aktørerne imellem til gavn for turismeudviklingen på Lolland-Falster. Anette Nielsen tager erfaringer fra cykelturismen i Polen med til hjem til inspiration for foreningens 68 medlemmer, der består af bl.a. overnatningssteder, museer, gårdbutikker og spisesteder. Dette giver mulighed for at iværksætte det tætte samarbejde om udviklingen af Lolland-Falsters cykelturisme.
Nye produkter skal gøre Lolland-Falster til en attraktiv cykeldestination
”Vi har fantastiske cykelruter i både Østersøruten (N8), som også er EuroVelo 10 og ruten Berlin-København (N9), der svarer til EuroVelo 7, men vores produkter til cykelturister skal opgraderes. Vi har derfor valgt at være partner i projektet for at blive klogere på, hvad der er best practice inden for cykelturisme. Med i projektet er også Dansk Cykelturisme samt Europæisk Cyklistforbund, og her kan vi trække på stærke kompetencer og en stor viden,” fortæller Lindy Kjøller, destinationschef hos Visit Lolland-Falster.
Det skal bl.a. udvikles nye pakketure, arbejdes med bagagetransport eller andre former for cykelvenlighed, der kan imødekomme cykelturisternes behov, således cykelturisterne gør stop ruten, og Lolland-Falster bliver en mere attraktiv cykeldestination.
I dag har Visit Lolland-Falster konceptet Bike Friends, bestående af privatpersoner, overnatningssteder og attraktioner, hvor det er muligt at pumpe sin cykel, finde lappegrej, vand, toiletter og meget andet. Et koncept, der også skal kigges i gennem for nye potentialer for at hjælpe cykelturisterne endnu bedre på vej.
Kendskabet til Lolland-Falsters cykeloplevelser skal øges
Gennem projektet skal kendskabet til cykeloplevelserne på Lolland-Falster øges. Ruterne og oplevelserne skal markedsføres for at tiltrække flere nationale og internationale cyklister og få dem til at opleve de fantastiske attraktioner og områder, der er på Lolland-Falster. I slutningen af projektet sættes der fokus på den strategiske og fremadrettede udvikling for at sikre, at ruterne og også efter projektets udløb fortsat fremmes, udvikles og trækker cykelturister til. Samt at erfaringerne anvendes i de fremadrettede indsatser og initiativer.