Hesnæs Strand

Derfor kommer turisterne

Foto: @felecool

Lolland-Falster er den turismedestination i Danmark, som har den længste kyststrækning. Over 600 km svarende til ca. 10% af Danmarks samlede kystlinje løber rundt om Lolland-Falster. Det er en kæmpe styrke for landsdelens og turistvirksomhedernes fortsatte evne til at tiltrække turister.

Turismen i Danmark

"Den mest udbredte form for turisme i Danmark som helhed er kyst- og naturturisme. Så man kan sige, at Danmarks turisme-særkende er lige præcis dét, som Lolland-Falster er allerbedst til. Vi skal strengt taget bare sørge for, at vores turister har et sted at sove og spise", siger Lindy Kjøller, destinationschef for Visit Lolland-Falster.

"Helt så enkelt er det naturligvis ikke, og turisterne skulle jo også gerne bruge penge på bl.a. mad, tøj og forlystelser, mens de er her. Men pointen er, at Lolland-Falster er essensen af, hvorfor de fleste inden- og udenlandske turister holder ferie i Danmark", siger Lindy Kjøller.

Det turisterne søger

Og hvorfor er det så at folk holder ferie i Danmark, når de gør det? Både de danske og udenlandske kyst- og naturturister tager bilen på ferie, og de sætter pris på tryghed og venlighed. De kan godt lide at slappe af, men særligt dem fra udlandet vil også have mulighed for aktiviteter, fx cykling, vandreture, fiskeri. De fleste kommer med børn, men der er også en del ægte-, kæreste- og vennepar uden børn, særligt uden for højsæsonen.

Lolland-Falster har alt det, som danskere og udlændinge forventer af en god ferie i Danmark. Vi skal bare blive endnu bedre til at fortælle, at vi har det, og så skal vi selvfølgelig levere sublim betjening, komfortabel overnatning og velsmagende måltider.

Servicen er afgørende

"Den gode service er guld værd for os, for det er på sin vis det eneste punkt, vi kan risikere at skuffe på. Alt det andet, kysterne og naturen, er jo lige, som det skal være. Det lyder måske som en sovepude, men det er jo faktisk lige præcis det modsatte", siger destinationschefen.

Læs mere om kyst- og naturturisme.

 

Del dine øjeblikke: