Dodekalitten

Flere gæster til Lolland-Falster i de kolde måneder

3.12.2024
Foto: Thomas Kadziola Photo: Philip Duckwitz

Lolland-Falster skal være en helårsdestination. Derfor tager Visit Lolland-Falster nye skridt i arbejdet med at trække flere gæster til uden for sommersæsonen.

I 2023 lå 6 ud af 10 overnatninger på Lolland-Falster uden for den velkendte højsæson, der dækker månederne juli og august. Det tal skal i 2030 helt op på 7 ud af 10 overnatninger, hvis Lolland-Falster skal nå det nationale mål om at sprede gæsterne mere ud over året og dermed udvide turistsæsonen.

”Vi ser allerede, at flere og flere virksomheder og attraktioner holder åbent længere ind i efteråret, og det er den vej, vi skal for at få flere gæster til. Men vi har endnu et stykke vej, hvis vi skal skabe en bæredygtig helårsturisme. Det kræver dels, at vi får flere overnatningsmuligheder, og dels at vi fylder de eksisterende hotelværelser og feriehuse flere dage om året,” fortæller Lindy Kjøller, destinationschef hos Visit Lolland-Falster

Flere gæster uden for sommermånederne er samtidig med til at øge antallet af overnatninger. Og det er nødvendigt, hvis Lolland-Falster skal nå målet om 3 mio. overnatninger i 2030.

”Det handler alt sammen om, at vi skal styrke erhvervet ved at sende flere gæster ind gennem dørene flere dage om året. Jo flere gæster, jo bedre forudsætninger får vi for at øge antallet af helårsjob, som i sidste ende er med at sætte skub i den lokale vækst,” siger Lindy Kjøller.

Et vinterklædt Lolland-Falster rammer mere end 500.000 læsere

Indsatserne for at gøre Sydhavsøerne til en helårsdestination er allerede sat i gang. Første skridt er at inspirere danskerne til at komme ud af deres vinterhi.

Vi kender det selv. Når vinterkulden rammer, søger vi indendørs, finder et tæppe frem og tænder stearinlysene. Men hvorfor bruger vi ikke de mørke måneder på nye oplevelser? Det spørgsmål har Mediehuset Egmont valgt at sætte fokus på i samarbejde med bl.a. Visit Lolland-Falster.

Når magasinerne Euroman, Eurowoman, Alt for Damerne og RUM lander på gaderne d. 19. december 2024 og Gastro lander i januar 2025 er det med et vintertillæg, der inspirerer danskerne til at opleve Danmark i de kolde måneder. Turen går bl.a. til Lolland-Falster og gennem 6 sider bliver læserne inspireret og guidet til oplevelser på Danmarks sydligste øer.

Vintertillægget udkommer i hele Danmark, både som løssalg og for abonnenter. Og med et samlet læsertal på 525.000 er der rig mulighed for at flere danskere opdager, at Lolland-Falster også har masser at byde på i januar, februar og marts.

Artiklen fortsætter under billedet…

Fuglsang Herregård dækket i sne

Foto:Fuglsang Herregaard

Flere endagsturister på Lolland-Falster

Det er ikke kun flere danskere, der skal være med til at gøre Lolland-Falster til en helårsdestination. Et nyt projekt, der går under navnet ”Sæsonudvidelse som løftestang for kapacitetsudnyttelse og bæredygtighed”, skal inspirere flere turister i hovedstadsområdet til at tage på endagstur til de danske kyster og natur.

Med over 10 mio. overnatninger årligt i København, er der et stort potentiale, for at trække endagsgæster til.

I første omgang målrettes indsatsen de internationale turister, der besøger København i april-juni og i september-oktober, da mange virksomheder og attraktioner i forvejen holder åbent på dette tidspunkt af året. Indsatserne skal være med til at øge besøgstallet og dermed bidrage til en sundere økonomi og nye udviklingstiltag hos virksomhederne.

Arbejdet sker i samarbejde med Visit Sydsjælland & Møn, Destination Sjælland, Destination Trekantområdet, Dansk Kyst- & Naturturisme og VisitDenmark med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Møde- og erhvervsturister skal øge overnatningstallet

Flere møde- og erhvervsturister er også målet på Lolland-Falster, da de kan være med til at øge antallet af besøg og overnatninger uden for sommerferien.

Derfor har Visit Lolland-Falster meldt sig ind i MeetDenmark, for at blive klogere på området og trække på stærke kompetencer og erfaringer fra særligt storbyerne. MeetDenmark er et nationalt udviklingsselskab for erhvervs- og mødeturismen.

Møde- og erhvervsturister kræver gode senge og mødefaciliteter, men det spænder bredere end det. Aftenerne bruges på en god middag på lokale restauranter, mens attraktioner og lokale producenter besøges for at få oplevelser, der styrker samarbejdet.

”Potentialet er stort og derfor er det glædeligt, at den nye nationale turismestrategi også sætter fart på at styrke møde- og erhvervsturismen uden for storbyerne. Til stor gavn for Lolland-Falster,” siger Lindy Kjøller.

Lolland-Falster som helårsdestination

Initiativerne er mange, og ambitionen enkel.

”Vi vil vise, at Lolland-Falster har masser at byde på – alle dage året rundt. Derfor tager vi nu nye skridt i retning af mere helårsturisme. Og det er en nødvendighed, hvis vi skal nå målet om, at 70% af overnatningerne skal ske uden for sommeren,” lyder det fra Lindy Kjøller.

Med stærke indsatser for at tiltrække både danske og internationale gæster er der gode muligheder for, at Lolland-Falster kan blive en attraktiv helårsdestination, hvor turismen bidrager til yderligere vækst.