Marielyst strand sommer

Hvad forventer turismeaktørerne af sommeren 2023?

Foto: Patrick Kirkby

Fremskrivningerne fra Danmarks Statistik tyder på en god sommer for turismen på Lolland-Falster, men hvordan ser turismeerhvervet selv den forestående sommer?

I juli og august formodes det, at der vil være flere overnatninger på Lolland-Falster sammenlignet med samme periode i 2022, og antagelsen om en flot højsæson tilslutter Henrik Søby fra Nysted Strand Camping sig:

“Vi har allerede flere bookinger denne sommer, end vi havde på samme tidspunkt sidste år (2022). Vi går en travl tid i møde, men det er kun fantastisk, at særligt udenlandske turister finder vej til Lolland-Falster.”, lyder det fra Henrik Søby.

Også på Hages Badehotel i Rødby tegner det til at blive en god sommer. Rikke Lohse, der er hotelchef, regner med en sommer, hvor der vil være fuldt booket - selvom det er svært at spå om de kommende måneder, da badehotellet også ser en tendens til at mange værelser bookes tættere på ankomstdagen.

Attraktioner som Krokodille Zoo og Fuglsang Kunstmuseum tror også på en fantastisk sommer. Med en ny tropehal og Danmarks første pumakillinger, der leger i deres anlæg i starten af juli, kan gæsterne vente en enestående oplevelse. Ifølge René Hedegaard, der er grundlægger og ejer af Krokodille Zoo, har stedet aldrig stået bedre, og derfor tror han også på en sommer med et fantastisk besøgstal.

På Fuglsang Kunstmuseum har foråret været travlt i forbindelse med udstillingen om L.A. Ring, der især trak gæster til fra Sjælland. Nu venter en ny og moderne kunstudstilling kaldet Teknokroppen, som omhandler menneskets møde med kunstig intelligens (AI) - et af samtidens helt store omdrejningspunkter. Anna Schram Vejlby, direktør på Fuglsang Kunstmuseum, ser derfor positivt på sommeren, der både plejer at være en sæson med mange besøgende, og hvor den nye udstilling samtidig vil tiltrække den yngre målgruppe.

Sæsonen udvider sig til flere måneder

Aktørerne oplever i år en tendens til en stigning i antallet af gæster uden for juli og august –de såkaldte skuldersæsoner.

“Allerede starten af juni føles som uge 29, der ellers er vores mest travle uge. Jeg tror på, at højsæsonen ændrer sig fra juli og august til at starte i juni og strække sig ind i september.”, fortæller Henrik Søby fra Nysted Strand Camping.

Også på Annettes Bed & Breakfast Falster opleves en stor interesse allerede i foråret og en fornemmelse af, at højsæsonen er startet i juni i stedet for i juli.

Godt hjulpet på vej af Visit Lolland-Falsters fokus på at markedsføre destinationen som rejsemål i skuldersæsonerne i både Danmark og på de udenlandske nærmarkeder. Markedsføringen har haft
til formål at gøre opmærksom på, at der er masser af oplevelser gennem hele året. Derfor skaber det stor glæde hos Visit Lolland-Falsters destinationschef, Lindy Kjøller, at turismeaktørerne også oplever en stigende interesse for området uden for højsæsonen:
   
“Målet er at få flere overnattende gæster uden for juli og august, og vi er på vej i den rigtige retning. Alt tyder på, at sæsonen skubber sig, og derfor bør vi også forvente flere turister i både forsommer, sensommeren og i starten af efteråret.”, fortæller Lindy Kjøller.

På Café Mynte i Marielyst har foråret også været travlt og det samme billede tegner sig for sommeren, hvor der allerede er mange bookinger i kalenderen. Betina Nøhr fra Café Mynte oplever mange mennesker på Marielyst og her er det både de lokale samt turister, der finder vej til byen. Turister, som besøgte området sidste år, vender også tilbage, fordi de var så glade for området, lyder det fra Betina Nøhr. En positiv udvikling for destinationen, der både rummer fantastisk natur, kultur, oplevelser, historie og gastronomi – og de mange muligheder gør det klart værd at komme igen.

 

Del dine øjeblikke: