Hestehovedet ved Nakskov Fjord

Gæsteoplevelsen på Lolland-Falster styrkes af frivillige ildsjæle

Foto: Daniel Villadsen

Turismens Venner er navnet på et nyt frivillighedsnetværk, der skal være med til at udvikle lokalsamfundet og gæsteoplevelserne i Nakskov og omegn.

37 mennesker var mødt op, da Nakskov Handel & Erhverv inviterede til intromøde om frivillighedsnetværket Turismens Venner. Og allerede i opstartsfasen har frivillighedsnetværkets Facebookgruppe tæt på 100 medlemmer, der vidner om en stor interesse for Turismens Venner.

Turismens venner er et nyopstartet frivillighedsnetværk på Vestlolland, der skal være med til at få bl.a. arrangementer, events og udvikling af området til at ske. Herunder vil Turismens Venner stå bag Nakskov Turistinformation i Det Gamle Apotek, hvor frivillige ildsjæle er klar til at guide og inspirere destinationens gæster til spændende oplevelser. Det er Nakskov Handel & Erhverv, der står bag initiativet.

”Vi er lige nu i den indledende fase, hvor vi sammen skal opbygge og definere et fællesskab, som de frivillige har lyst til at være en del af. Jeg har et kriterie, som skal være opfyldt for de frivillige, og det er, at det skal være sjovt at være med. Og så skal det naturligvis også være spændende og berigende at være en del af Turismens Venner,” fortæller formand for Nakskov Handel & Erhverv, Peter Dan Petersen.

Ambitionen er at skabe et frivillighedsnetværk, der gør området til et sjovere og dejligere sted at bo og besøge. Der er langsigtede ambitioner om, at Turismens Venner også skal bestå om 5 og 10 år, og skal dette lykkedes, skal de frivillige selv være med til at definere rammerne. Det betyder, at en arbejdsgruppe bestående af frivillige bl.a. skal være med til at forme Nakskov Turistinformation.

Nakskov Handel & Erhverv er indgået et samarbejde om Nakskov Turistinformation med Visit Lolland-Falster, der sammen skal sikre den gode gæste- og værtservice med et stærkt, strategisk henvisningsarbejde, hvor gæsterne bliver sendt rundt til bl.a. attraktioner, spisesteder og museer.

Frivillige kan flytte bjerge

I julen 2023 var der etableret en juleby med boder på Axeltorv i Nakskov, men den var ikke blevet til uden frivillige kræfter. Med bare få dages varsel stod hele 26 mennesker klar til at samle og skabe de små huse, der skulle bruges til boder og skabe en hyggelig julestemning på Axeltorv.

”Frivillige kan flytte bjerge – det er der ingen tvivl om. Uden opbakningen fra de frivillige, havde vi ikke haft en juleby i Nakskov i 2023. De er altafgørende for, at vi kan få arrangementer og ting til at ske,” fortsætter Peter Dan Petersen.

Peter Dan Petersen har siden 2010 været med til at arrangere DM i Fladfisk i Onsevig Havn. Og det er herfra han trækker store erfaringer med at samle frivillige:

”Ved DM i Fladfisk møder hvert år 50 frivillige op, som er med til at stable det hele på benene. Derfor ved jeg, at det kan lykkedes at skabe et stærkt frivillighedsnetværk. Folk vil rigtig gerne deres by og være med til at skabe og udvikle deres område, og det er grundlaget for, at vi kan lave det her fællesskab.”

Yderligere er der fundet inspiration i Kerteminde, der tilsvarende har foreningen Turismens Venner, som har eksisteret siden 2011. Et tydeligt tegn på, at et frivillighedsnetværk kan lade sig gøre og bestå i mange år.

Desuden er frivillige kræfter en nødvendighed for Nakskov og omegn, hvis byen og området skal blive ved med at udvikle sig.

”Vi har brug for både opbakning, hænder og timer. Store som små arrangementer kan ikke eksistere, hvis vi skal finansiere alle ydelser. Skal vi have flere og større arrangementer, så er frivillige en nødvendighed,” udtaler Peter Dan Petersen.

Det bliver City Manager, Mette Bagge Andersen, der sammen med en styregruppe skal stå i spidsen for Turismens Venner. Hertil har de frivillige ildsjæle mulighed for at melde sig ind på de opgaver, de ønsker at tage del i, mens der også er plads til at skabe nye tiltag.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nakskov bymidte

Foto:Rune Johansen

”Vi vil samarbejde med alle, der vil samarbejde med os”

Tanken med Turismens Venner er at skabe et korps af frivillige, der kan bakke op om alle former for aktiviteter ved at stille deres kræfter til rådighed.

”Vi vil rigtig gerne samarbejde med alle, der vil samarbejde med os. Målet er, at vi med en koordinerende indsats kan samarbejde med f.eks. foreninger, når de er behov for det. Jeg har et håb om, at vi med Turismens Venner kan bryde nogle gamle rammer, hvor alt er delt op i siloer og i stedet hjælpe hinanden på kryds og tværs for at få ting til at ske,” siger Peter Dan Petersen.

Allerede nu er Peter Dan Petersen i dialog med Whitsun Festival på en samlet fortælling om oplevelser på Lolland-Falster i pinsen.

”Vi har begge arrangementer i pinsen, så lad os endelig hjælpe hinanden med at koordinere initiativerne og tilbyde oplevelser af forskellig karakter. Det er vigtigt, at vi samarbejder, for vi vil jo alle det samme – vi vil skabe gode oplevelser og det bedste sted at bo og besøge,” lyder det fra Peter Dan Petersen.

Turismens venner skaber stor begejstring hos destinationschef

Analyser peger på, at gæsteservice i dag involverer lokalsamfundet gennem frivillighed. Turismens Venner er derfor utroligt vigtig i Lolland-Falster gæsteservicekoncept Oplev Lolland-Falster.

”Jeg er simpelthen så taknemlig og glad over det arbejde og den opbakning der er relateret til Turismens Venner. Både Nakskov Handel & Erhverv og alle de frivillige er afgørende for, at vi kan skabe arrangementer og gode oplevelser. De frivillige er er med til at give vores gæster den lokale og autentiske oplevelse, som vi ved er efterspurgt og som giver gæsterne fantastiske oplevelser,” fortæller Lindy Kjøller, destinationschef hos Visit Lolland-Falster.

 

Del dine øjeblikke: