Corselitze skov

Helårsturismen på Lolland-Falster i positiv udvikling

Foto: BLF

Efterårsferien står for døren, og uge 42 er for de fleste turismeaktører og attraktioner den sidste uge med åbne døre - sådan var det i hvert fald tidligere.

Antallet af turismeerhverv, der vælger at holde åbent i uge 43, er stigende – og med god grund. For ifølge VisitDenmarks fremskrivninger af bookingtallene, står Lolland-Falster i år til at modtage lige så mange tyskere i uge 43 som i uge 42.

”Uge 43 har et stort potentiale, og det gør mig utroligt glad, at flere og flere aktører også vælger at holde åbent i denne uge. Mange tyskere har efterårsferie senere end os, og når tyskerne vælger at besøge vores område i uge 43, skal vi også der kunne tilbyde og give dem gode oplevelser”, lyder det fra destinationschef hos Visit Lolland-Falster, Lindy Kjøller.

De Gamle Huse – Frilandsmuseet stod til at slutte årets sæson af ved udgangen af uge 42, men få uger før, at efterårsferien melder sin ankomst, har museet valgt også at holde åbent i uge 43.

”Vi kan se, at efterspørgslen er stigende og vi vil gerne tilgodese det stigende antal turister. Samtidig viser den tyske feriekalender, at tyskernes efterårsferie strækker sig over flere uger i oktober, og derfor er det vigtigt for os at være attraktive i hele perioden – og det er vi ved at holde åbent”, lyder det fra Dorthe Fibæk, markedsføringsansvarlig hos Museum Lolland-Falster.

Det er vigtigt for os at være attraktive i hele perioden – og det er vi ved at holde åbent.

Det er første gang, at Museum Lolland-Falster holder De Gamle Huse – Frilandsmuseet åbent i uge 43:

”Vi holder også åbent, fordi vi rigtig gerne vil være med til at udvide skuldersæsonerne, og derfor håber vi også, at flere turismeaktører følger trop”, fortsætter Dorthe Fibæk.

Belægningsprocenten i feriehusene er 6% højere på Lolland-Falster i uge 43 i år sammenlignet med samme uge sidste år. Det vil primært være tyskere, som gæster området i denne periode. Udvidelse af skuldersæsonen er med andre ord godt på vej, men det kræver forsat samarbejde og investering.

”Arbejdet med at forlænge sæsonerne tager tid, og det kræver ressourcer og investering fra turismeerhververet. Men jeg tror på, at gør vi det i fællesskab, og får flere og flere til at udvide antallet af åbningsdage, så skaber vi også en bedre, samlet oplevelse for vores gæster og stærkere forudsætninger for at trække endnu flere til gennem året. For det er det samlede produkt på Lolland-Falster, som turisterne kommer efter”, lyder det fra Lindy Kjøller.

Visit Lolland-Falster tiltrækker hele året turister til området gennem markedsføring, og specifikt i uge 43 målrettes den digitale annoncering de tyske og hollandske gæster på destinationen med inspiration og visning af de attraktioner, der holder åbent i uge 43.

Med en udvidelse af sæsonen og efterårsferien til ikke kun at omfatte uge 42 men også uge 43, er der en positiv udvikling af helårsturismen i gang. Det betyder også, at den nationale turismestrategi, der fokuserer på sæsonforlængelse og helårsturisme for at skabe en grønnere turisme i Danmark, understøttes.

Del dine øjeblikke: