Blomst

”Hvad kan turisterne gøre for os?”

27.11.2024
Foto: Business Lolland-Falster

Hvordan kan vi skabe turismeoplevelser, der både styrker lokalsamfundet og beskytter miljøet, samtidig med at de bidrager til sund forretning? Dette spørgsmål var omdrejningspunktet på den regenerative turismekonference, der fandt sted i november på Frederiksdal Gods.

40 lokale turismeaktører var i november samlet i de smukke, højloftede stuer på Frederiksdal Gods for at blive klogere på det stærkt voksende fænomen Regenerativ turisme. Men hvad er regenerativ turisme egentlig?

Regenerativ turisme kort fortalt

Mens bæredygtig turisme fokuserer på at minimere den negative påvirkning, går regenerativ turisme skridtet videre. Regenerativ turisme handler om at forbedre en destination ved, at turisterne bidrager positivt til lokalsamfundet og miljøet, alt imens de får oplevelser, der giver ny viden og læring.

De mest udbredte regenerative turismeoplevelser handler om, at turister er med til at samle skrald i et område, plante ålegræs eller genetablere vandløb for at styrke biodiversiteten. Alt sammen noget, der bidrager positivt til miljøet og efterlader destinationen bedre.

Hvorfor er regenerativ turisme vigtig?

Med klimaforandringer og overturisme som presserende globale udfordringer bliver regenerativ turisme mere relevant end nogensinde. For mange moderne rejsende er bæredygtighed ikke længere blot et ønske – det er en forventning, og det stiller nye krav til ferieoplevelserne. Ifølge Booking.com’s Sustainable Travel Report 2024 ønsker 75 % af globale rejsende at rejse mere bæredygtigt, og 71 % vil efterlade destinationer i bedre stand.

Mens bæredygtighed er blevet en hygiejnefaktor, så er regenerative og ansvarlige oplevelser på vej til at blive et nyt konkurrenceparameter. Turisterne efterspørger i stigende grad meningsfulde, lokale og autentiske oplevelser, og den efterspørgsel skal imødekommes med nye regenerative tilbud. Visit Lolland-Falster deltager derfor i det internationale, regenerative projekt ReTour, som et led i at blive en ansvarlig destination i international liga.

En ny fremtid for Lolland-Falster

Når det kommer til, hvordan vi skaber denne type af oplevelser, er det nye tanker og spørgsmål, vi skal stille os selv.

”Inden for regenerativ turisme, skal vi ikke længere tænke, hvad vi kan gøre for turisterne. I stedet skal vi spørge, hvad turisterne kan gøre for os,” lød budskabet fra Signe Jungersted, partner i Group NAO og facilitator af den regenerative turismekonference.

For regenerativ turisme handler om at skabe oplevelser, hvor turisterne bidrager til lokalsamfundet og tager viden og læring med hjem.

Et stærkt eksempel på en sådan oplevelse findes allerede hos Frederiksdal Kirsebærvin. Hvert år inviteres gæster til gratis selvpluk af de kirsebær, der ikke høstes til vinproduktion.

"Folk er vilde med at tage kirsebær med hjem. Samtidig får træerne en bedre vækst, når bærrene plukkes. Det er en win-win, der også giver os mulighed for at invitere gæsterne ind i vores vineri," fortæller Mette Rix Krabbe, partner i Frederiksdal Kirsebærvin.

Denne form for oplevelser viser, hvordan lokale ressourcer kan bruges kreativt til gavn for både miljøet, biodiversiteten og forretningen.

Nye idéer til fremtiden

På konferencen skulle deltagerne idéudvikle nye oplevelser med udgangspunkt i det regenerative. Og det kom der mange spændende idéer ud af, eks.:

  • Inviter turisterne til at plante et træ i området, da det bidrager til bl.a. bedre biodiversitet
  • Indsaml ubrugte fødevarer fra feriehuse for at undgå madspild
  • Inviter turister med i frugtplantager til beskæring af frugttræer og klargøring. Det kan give incitament til at komme igen for at høste frugterne og evt. lave most eller lign.
  • Lav padebeskyttelse til grønbroget tudser, der er truet i Danmark, men findes på Lolland-Falster.
  • Udlej cykler med en guide, og lad turen gå forbi udvalgte steder, hvor turisterne er med til at arbejde og møde lokale.
  • Inviterer turisterne med til at luge og plante grøntsager for at fremme lokale råvarer. Et arrangement, der afsluttes med en fælles frokost.

Lokalsamfundets stærke rolle

For at gøre regenerativ turisme til en succes, er lokal opbakning og et stærkt samarbejde på tværs af aktører, kommuner og Visit Lolland-Falster afgørende.

"Det er fantastisk at se den nysgerrighed og det engagement, som de lokale aktører udviser. Turismen skal bidrage positivt til vores lokalsamfund, så Lolland-Falster fortsat er et vidunderligt sted at bo, arbejde og besøge. Og så skal vi bibeholde den høje tilfredshed med turismen blandt borgerne, og det kan vi kun lykkedes med i fællesskab,” fortæller Helle Damkjær, udviklingschef hos Visit Lolland-Falster.

Der skal nu arbejdes videre med udvalgte idéer, som skal testes i samarbejde med lokale aktører. Dermed fortsætter arbejdet både i regi af ReTour, mens der også bliver et tæt samarbejde med Lolland og Guldborgsund Kommuner. Særligt er der en tæt synergi med Lolland Kommunes projekt om regenerativ turisme. Her skal der udvikles oplevelser, som skal testes og markedsføres.