
Tilfredshed og høje forventninger til sommeren
Flot forår og mange forhåndsbookinger giver høje forventninger til højsæsonen.
Flere lokale aktører har haft et utroligt godt forår, med især mange cykelturister.
Projektleder ved Visit Lolland-Falster Thomas Rasmussen, har besøgt et par af de lokale aktører, og han har kun mødt tilfredshed og høje forventninger til den kommende højsæson.
På både Western Camp, Nysted Strand Camping, Kragenæs Camping og Guldborg Camping har de oplevet et utroligt godt forår. I Guldborg fortæller en af ejerne Tina Daniels, at de oplever en stor udvikling i antal af cykelturister.
“Vi har haft utroligt travlt indtil nu og har allerede haft rigtig mange cykelturister”, fortæller hun. En tendens der ses hos flere aktører.
Og cyklerne kommer ikke kun ud på campingpladserne, de lægger også vejen forbi vores attraktioner. Noget blandt andet Fuglsang Kunstmuseum har haft glæde af.
Flere gallerier har allerede haft mange gæster, noget flere af dem tilskriver den store Art Matter festival, som Guldborgsund Kommune var en af de første til at blive tildelt.
Stigning i forhåndsbookinger
Tager vi et kig på sæsonens forhåndsbookinger, tegner det godt. Hos Sol og Strand fortæller souschef Janne T. Edvardsen, at de oplever en rigtig fin vækst i bookinger.
“Rent faktisk har vi år til dato 26 procent flere bookinger på huse lejet ud hos os sammenlignet med samme tid sidste år, så det er vi selvfølgelig rigtigt glade for”, fortæller hun.
Hos Sol og Strand oplever de samme tendens som flere andre steder, at tyskernes ferie er rykket til lidt senere i august end tidligere. Hvilket har betydet, at bureauet oplever stor vækst i august.
Flere aktører oplever, at der langsomt kommer flere og flere hollandske turister. Den tendens ser de også hos Sol og Strand, dog kommer de fleste af bureauets gæster stadig fra Tyskland efterfulgt af gæster fra Danmark.
Lalandia ser ind i en sommersæson med god efterspørgsel og mange forhåndsbookinger.
På feriecentret i Rødby oplever de en stigning i tyske gæster, mens svenskerne stadig er ramt af den svage svenske kroner og nok derfor ikke rejser så meget ud.
Til gengæld oplever Lalandia en mindre stigning i bookinger fra nye markeder, herunder blandt andet Holland og Belgien, dog fortsat i et begrænset omfang.
“Vores primære internationale gæster kommer stadig fra Tyskland og Sverige, men det er positivt, at vi også oplever spirende interesse fra andre europæiske lande. Det bliver en dejlig travl sommer i Lalandia”, siger salgs- og marketingdirektør i Lalandia Thomas Bahn Jespersen.
En attraktion der også oplever mange forhåndsbookinger, er Museumsbanen Maribo-Bandholm. Her har de haft et forrygende forår og har allerede fuldt booket for selskaber indtil oktober.
“Det er ti år siden vi har haft så mange forudbestillinger”, fortæller formand for Museumsbanen Maribo-Bandholm Carsten Buhl.
Han tilskriver de mange forhåndsbookinger, at der i løbet af vinteren er blandt andet er blevet lavet en ny hjemmeside og en flyer med qr-koder.

