Nyhed når ud til mere end 24 mio. mennesker
Pressemeddelelse får massiv omtale på det tyske marked og skaber enorm værdi for både attraktion og Lolland-Falster som rejsemål.
Nyheden om det nyåbnede Evolutionsmuseum i Knuthenborg Safaripark er nået ud til 24,3 millioner tyskere. At man kan opleve ægte skeletter og nogle af verdens mest sjældne fossiler på Lolland-Falster er en historie, som de største, tyske nyhedsbureauer greb og som gav en massiv omtale på det tyske marked. Pressemeddelelsen resulterede i hele 341 omtaler og en annonceværdi på 586.000 EUR.
Hos Visit Lolland-Falster skaber det enorm glæde, at nyheden er nået ud til så mange mennesker. Det løbende arbejde med at udsende pressemeddelelser spiller en betydelig rolle for at øge kendskabet til Lolland-Falster og er en væsentlig del af den samlede markedsføring.
”Det er et virkelig flot og imponerende resultat – og et synligt bevis på, at pressemeddelelser er en vigtig del af markedsføringen af vores destination. Vi sender løbende pressemeddelelser om nyheder, lokale attraktioner, særlige events og lign. ud på de internationale markeder, og vi får generelt en flot pressedækning og masser af omtale. Men dette resultat er helt unikt og enestående og ikke noget, der sker hver dag”, lyder det fra marketing projektleder hos Visit Lolland-Falster, Karin Pedersen.
Det store pressearbejde og de mange omtaler kan også mærkes hos Knuthenborg Safaripark.
”Vi er meget begejstrede for den flotte omtale, som Evolutionsmuseet har fået i Tyskland, og vi har også set en væsentlig fremgang af tyske turister i år.”, lyder det fra Brian Lindorf, marketingchef hos Knuthenborg Safaripark.
Tæt samarbejde med VisitDenmark på de udenlandske markeder
Visit Lolland-Falster sender løbende pressemeddelelser ud i Tyskland, Holland og i Skandinavien, men der kan aldrig stilles garanti for, at medierne griber historierne. Et tæt og løbende samarbejde med VisitDenmarks pressemedarbejdere er derfor essentielt, da de med deres lokalkendskab til medielandskab og nyhedsbureauer kan understøtte arbejdet med at få den lokale omtale.
Derfor var 17 internationale pressemedarbejdere fra VisitDenmark også inviteret til Lolland-Falster tilbage i maj, for at opleve destinationen og de mange unikke steder og oplevelser, der findes – blandt andet Knuthenborg Safaripark. Forud fra VisitDenmarks besøg var udsendelsen af pressemeddelelsen om Evolutionsmuseet allerede planlagt, men der er ingen tvivl om, at PR-medarbejdernes oplevelse af verdens mest sjældne fossiler fra dinosaurer og andre fortidsdyr har været med at give museet ekstra opmærksomhed og sikre en tydeligere kommunikation om stedet.
”Når VisitDenmarks PR-medarbejdere har set og oplevet de fantastiske steder på Lolland-Falster, så bliver det nemmere for dem at sælge de gode historier ind til medierne. Derfor er presseindsatserne, pressearbejdet, samarbejdet og skabelsen af de tætte relationer en utrolig vigtig del af markedsføringen af vores destination. Vi bruger rigtig meget tid på at få pressebesøg fra ind- og udland, så vi, gennem de efterfølgende omtaler, kan få synlighed, øge kendskabet og få formidlet alle de gode historier og oplevelser, man finder på Danmarks sydligste øer. Og her er Evolutionsmuseet er fantastisk eksempel på, hvad man kan opnå med en presseindsats”, lyder det fra Karin Pedersen.
Pressebesøgene og de efterfølgende omtaler kan ikke stå alene. Der skal også skabes markedsføringskampagner på både det danske- og de udenlandske markeder for at øge kendskabet og rette opmærksomheden mod Lolland-Falster. Det er alle indsatser, der i sin helhed er med til at øge interessen og kendskabet til Lolland-Falster samt tiltrække flere gæster til området.