Oplev Lolland-Falster
Et stærkt netværk, strategisk henvisningsarbejde, digitale guides og frivillige skal sikre den gode gæste- og værtservice på Lolland-Falster.
Det nye koncept for Lolland-Falster gæste- og værtservice går under navnet Oplev Lolland-Falster for det er præcis, hvad gæsterne skal, når de besøger destinationen. I en tid, hvor gæsterne efterspørger en individualiseret og oplevelsesbaseret gæsteservice, skal konceptet Oplev Lolland-Falster sikre en fysisk- og digital gæste- og værtservice, der imødekommer gæsterne og guider dem rundt til oplevelser på destinationen.
”Vi skaber et stærkt gæsteservicenetværk af turismeaktører og sætter fokus på det strategiske henvisningsarbejde, så Lolland-Falster opleves som en samlet destination. Det handler om, at vi skal være endnu bedre til at synliggøre de mange oplevelser, vi har – lige fra de helt store attraktioner til de små aktører,” fortæller Lindy Kjøller, destinationschef hos Visit Lolland-Falster
Det strategiske henvisningsarbejde skal sikre, at gæsterne bliver sendt rundt til flere oplevelser på destinationen. Alt sammen for at levere en god oplevelse til gæsterne og sende flere gæster ind ad døren hos aktørerne.
Visit Lolland-Falster vil som en del af det nye koncept have en gæsteserviceansvarlig som fast kontaktperson for infopunkterne. Desuden vil turismevirksomheder, der ikke driver et infopunkt også have mulighed for at bruge samme medarbejder som indgangsvinkel til infopunkterne og eks. ved opdateringer på Visit Lolland-Falsters hjemmeside.
Lige nu er der underskrevet 12 samarbejdsaftaler mellem lokale turismeaktører og Visit Lolland. Over den næste tid vil antallet af steder, hvor turisterne kan søge inspiration og personlig dialog blive udbygget.
Find listen over de kommende infopunkter her, som løbende bliver opdateret med nye
Et korps af frivillige skal bidrage til den varme velkomst
Frivillige vil fremadrettet spille en vigtig rolle i give gæsterne den varme velkomst. De frivillige er ambassadører for området og forankrer de lokale og turismen.
”Når vi skal guide og inspirere gæsterne på Lolland-Falster, så er det vigtigt, at vi har nogle ildsjæle og frivillige, der ønsker at give gode og lokale oplevelser. Heriblandt sikrer de frivillige også, at mange events og arrangementer kan lade sig gøre på Lolland-Falster – de er tovholdere på rigtig mange gode oplevelser. Derfor vil vi gerne organisere et frivillighedskorps, der kan hjælpe til på hele destinationen og understøtte den gode gæsteoplevelse,” siger Lindy Kjøller.
Fremtidens gæste- og værtservice var på dagsordenen, da Visit Lolland-Falster inviterede samarbejdspartnere til Turismens Dag. Læs mere om Turismens Dag her.
Projektet og udviklingen af Lolland-Falsters gæste- og værtservice er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.