
Pilen peger på vækst: Forventer 100.000 besøgende om året
Nyt udsigtspunkt styrker turismeoplevelsen på Lolland-Falster.
Snoren til det 24 meter høje udsigtspunkt, Pilen, i Rødbyhavn er klippet, og Pilen peger på en enestående oplevelse på Lolland-Falster.
Sund & Bælt og Femern A/S forventer, at det nye udsigtspunkt vil tiltrække 100.000 besøgende om året. Det er en fordobling af besøgstallet hos det tilhørende Femern udstillingscenter, der i dag trækker 50.000 besøgende årligt.
”Med Pilen inviterer vi gæsterne op i højden og giver dem første parket til både en fantastisk udsigt over lokalområdet og vandet, men vi giver dem også et direkte kig til Nordeuropas største anlægsprojekt. Man kan se over til det enorme byggeri og anlægsområde, og derfor anbefaler jeg altid, at man tager en kikkert med”, siger Jannie Lehmann, leder af Femern Udstillingscenter.
Pilen er et udsigtspunkt, der er formet som en kompasnål, som vokser op ad landskabet og peger mod Femern Bælt.
”Pilen bliver endnu et trækplaster på Lolland-Falster. Det nye udsigtspunkt er både arkitektonisk og æstetisk, og derfor bliver det i højere grad et stoppested for besøgende og lokale sammenlignet med den gamle udsigtsplatform. Når gæsterne bevæger sig op ad Pilen, vil de både kunne læse om lokalområdet, naturen, historien, Sydlolland og om byggeriet af Femern Bælt-tunnelen”, fortæller Jannie Lehmann.
Størrelsen på pilen er ikke tilfældig. Med en længde på 217 meter har udsigtspunktet præcis samme længde som et enkelt tunnelelement. I alt skal der bygges 89 tunnelelementer til den 18 km lange tunnel, der skal forbinde Danmark og Tyskland.
”Pilen er en fantastisk oplevelse, der er med til at styrke turismen i vores område. Vi ved, at gæsterne søger den fulde ferieoplevelse med kultur, natur og smagsoplevelser, og den oplevelse er Pilen med til at give. Samtidig glæder det mig, at Pilen kan opleves året rundt, for vi har et mål om, at 70% af vores overnatninger skal ske uden for juli og august i 2030. Skal vi nå det mål, skal der også i de køligere måneder være spændende oplevelser for gæsterne”, siger Lindy Kjøller, destinationschef hos Visit Lolland-Falster
Oplevelsen i Rødbyhavn rækker ud over Pilen. Mellem Femern Udstillingscenter og Pilen er der etableret en natursti på 2,2 km. Stien tager de besøgende forbi jernbanestien, den gamle station i Rødbyhavn og rundt i et naturområde.
Det betyder, at gæster kan starte deres besøg i Femern Udstillingscenter for at blive klogere på byggeriet af verdens længste sænketunnel, inden de tager ud for at se byggeriet fra første række på Pilen.
Jannie Lehmann håber, at udsigtspunktets kan være med til at udvikle lokalområdet:
”Lokalt opstår der en gylden mulighed for erhvervet. Det kan være, at nogle kan se en idé i at skabe en forretning, en café eller lign. i området, og på den måde få glæde af de mange besøgende og samtidig være med til at skabe flere gode oplevelser lokalt.”
Byggeriet af Femern Bælt-tunnelen skriver sig ind i Danmarkshistorien som landets største infrastrukturprojekt, mens det også bliver verdens længste sænketunnel. Både byggeriet, de omkringliggende oplevelser og den fremtidige, direkte forbindelse til Tyskland er med til at skabe vækst på Lolland-Falster i form af nye investeringer, flere arbejdspladser og et øget antal overnatninger.
Der er gratis adgang til Pilen og Femern Udstillingscenter året rundt.