Fuglsang Herregaard

September med vækst i antal overnatninger

Foto: Daniel Villadsen

Overnatningstallet stiger med 2% i september i forhold til samme måned i 2022.

En vækst på 2% i antallet af overnatninger i september vidner om, at Lolland-Falster bevæger sig fremad, når det handler om at udvide og trække flere turister til i skuldersæsonen. Fremgangen i september er særligt drevet af andre nationaliteter, der bl.a. dækker italienere og belgiere, med en stigning på hele 63%.

”Det glæder mig, at vi ser mange nye nationaliteter på vores destination, for det betyder, at vi er interessante for flere europæiske lande og er på rette vej i forhold til at skabe en destination i international liga. Samtidig er jeg glad for at se, at danskerne forsat holder ferie i eget land, og særligt vælger at besøge på Lolland-Falster”, siger Lindy Kjøller, destinationschef hos Visit Lolland-Falster

I september 2023 har der været 33% flere overnatninger i forhold til samme måned i 2019. Ser man på årets første ni måneder (jan-september), har Lolland-Falster haft 25 % flere danske overnatninger sammenlignet med samme periode i 2019. På landsplan er antallet af danske overnatninger i perioden januar til september steget med 12% i forhold til 2019.

”Det er en virkelig flot stigning i antallet af danske overnatninger, og det viser, at Lolland-Falster over de seneste 4 år har vundet markedsandele, når det handler om at trække danske turister til”, fortsætter Lindy Kjøller.

En fremtid uden mørketal i overnatningstal

Overnatningstallene inkluderer kommercielle overnatninger, der dækker overnatningssteder med mere end 40 sengepladser. Det betyder, at udlejning via Airbnb, privat udlejning, Bed & Breakfast og andre overnatningssteder med mindre end 40 sengepladser ikke medregnes.

Et nationalt dataprojekt skal være med til at reducere det store mørketal, der lige nu er i de officielle overnatningstal. Der er udviklet en dataplatform gennem det nationale dataprojekt, som foruden aktuelle overnatningstal skal give turismevirksomheder og landets destinationer indsigt i gæsternes adfærd og nationalitet samt skabe grundlag for nye potentialer.

Hos Visit Lolland-Falster skal projektleder Helle Damkjær stå i spidsen for destinationens dataarbejde – i tæt samarbejde med de lokale turismevirksomheder – og gøre os klogere på antallet af besøgende, turisternes døgnforbrug, præcise overnatningstal og meget mere. Med andre ord skal turismeudviklingen ske med udgangspunkt i data.

Se de detaljerede overnatningstal for september 2023.

Del dine øjeblikke: