
Streetfood i Marielyst genopstår med højt ambitionsniveau
Streetfood Marielyst genopstår som Streetfood Marielyst by Jyrk. Folkene bag er glade for hjælpen fra og samarbejdet med lokale organisationer som Visit Lolland-Falster og Sydfalster Turist og Erhvervsforening.
Der er kommet nye folk til Marielyst. Kok og iværksætter Henrik Jyrk fra Dining by Jyrk har købt grunden der for et par år siden blev omdannet til Marielyst Streetfood. Planen er lave streetfood af høj kvalitet. Teamet bag Marielyst Streetfood by Jyrk har renoveret området, blandt andet med byggeri af terrasser. Det hele skal stå klart til den store åbningsweekend 29.-30. maj, når det nye Streetfood Marielyst by Jyrk slår porten op.
At Henrik Jyrk åbner forretning i Marielyst er lidt tilfældigt. Han kigger altid på, hvad der er til salg af restaurationer, caféer og lignende, og så faldt han over den store grund i Marielyst og satte i gang. Han kendte kun Marielyst fra ferier som barn og undersøgte derfor, hvor stort det er og hvor mange turister, der kommer på stedet.
”Der er potentiale for noget rigtigt fedt. Jeg tænkte også, at der har været givet tilladelse til streetfood før, så vi skal ikke starte forfra med tilladelser”, fortæller han.
Samarbejde med Visit Lolland-Falster og Sydfalster Turist & Erhvervsforening
Visit Lolland-Falster kom tidligt på banen med hjælp og introduktioner til området.
” Det er rart at arbejde sammen med en organisation, der kender nærområdet og har netværket, som vi ikke selv har. Og ikke mindst kan hjælpe os med, hvordan man gør tingene her. Vi vil ikke komme og være københavnersmarte. Vi vil respektere det hernede”, understreger Henrik Jyrk.
Noget af det, Visit Lolland-Falster har hjulpet med, er kontakter til lokale håndværkere, netværket Muld og Sydfalster Turist & Erhvervsforening (STEF).
Hos STEF glæder formand Janne T. Edvardsen sig over, at der kommer nogen og tager hånd om området igen.
”Der har jo været streetfood på stedet længe, vi ser frem til at det bliver løftet et step højere op og der atter kommer liv på området”, siger hun.
Hun ser især frem til det brede udbud af mad, det bliver muligt at købe.
”Jeg tænker, de breder madspektret ud. Der kommer fisk! Der er blevet sukket efter fisk i Marielyst i mange år. Der er plads til alle, og jeg tror, de gavner området”, siger hun.
Baren er Jyrks
Maden i boderne står Henrik Jyrk ikke selv for. Her har han lavet aftaler med flere forskellige foodtrucks.
”Vi går efter spillere der leverer kvalitet og så sammensætter vi et madkoncept, så der er noget, der er interessant for alle – både veganeren, kød- og fiskespiserne”, forklarer han.
Til gengæld driver Dining by Jyrk selv baren, det står driftschef Jesper Volkdahl for. Han har allerede fundet personale til barerne, alle unge fra lokalområdet.
Planen er at lave et fast ugeprogram, der byder på Farmers Market, gratis koncerter, film og meget andet.
” Vi håber at kunne byde ind med noget, folk synes er godt. Vi vil lave et sted, hvor folk kan hygge sig, der må gerne være et leben”, fortæller Henrik Jyrk.
Åbningsweekenden byder på koncert med Crooked Nick Country Band 29. maj, og 30 maj kan man opleve Per Vers og Fresco.

Driftschef Jesper Volkdahl bliver den daglige leder af Marielyst Streetfood by Jyrk.Foto:Visit Lolland-Falster