©  Foto:

Cykelrute: Naturlandet Rundt - 393 km


Den længste og mest oplevelsesrige cykelrute på tværs af Lolland-Falster: Pump cyklen, hop i cykelshortsene, spænd cykelhjelmen og kom afsted - du vil ikke fortryde det!

Ruten "Naturlandet Rundt" har vi lavet særligt for dig der gerne vil cykle langt over flere dage - OK; du kan også vælge at cykle udvalgte etaper helt efter din egen smag! 

Denne pragtfulde cykelrute tager dig på knap 400 km fulde af fantastiske oplevelser hele vejen rundt om Lolland-Falster i 8-tal - oftest helt ude langs kysten eller meget tæt på.

Oplev vores smukke kyster, skønne badestrande, grønne skove, skiftende landskaber og hyggelige landsbyer. Du kommer forbi samtlige købstæder i landsdelen, som alle har nogle særlige historier og oplevelser at byde på.

Naturparkerne Maribosøerne og Nakskov Fjord, samt Naturområde Guldborgsund ligger alle på ruten, ligesom en række andre helt særlige og smukke naturområder. Overalt i Naturlandet kan du opleve havørne, og i naturreservaterne Bøtø på Sydfalster og Saksfjed-Hyllekrog på Sydlolland kan du møde vilde heste.

​Uanset om du ønsker at overnatte på hotel, B&B, på campingplads eller nyde roen i en shelter, så har vi i Naturlandet masser af valgmuligheder klar til dig ude på ruten. Langs 'Naturlandet rundt' finder du en masse spændende, store og små oplevelser, seværdigheder, gode historier om natur og kultur, samt praktisk information om indkøbsmuligheder, spisesteder og meget mere.

Alle oplysninger finder du på kortet via de mange besøgspunkter, som er opdelt i en lang række forskellige kategorier - hver med deres helt eget ikon så du nemt kan finde det du søger.
Vi arbejder hele tiden på at opdatere de mange besøgspunkter på ruten, og dermed gøre din planlægning og oplevelsen på din tur så god som mulig!

Cykelruten er skiltet i begge retninger hele vejen rundt om Lolland-Falster (forventes færdig til sommeren 2020). Du skal blot følge ikonet for "Naturlandet" - se et eksempel i billedrækken i toppen.

Når du cykler 'Naturlandet rundt' vil du på mange strækninger følge andre store og små ruter. Den nationale cykelrute 8, Østersøruten, ser du på Vest- og Sydlolland, mellem Maribo og Sakskøbing samt på Østfalster. Nationalrute 9, København-Berlin, følger du på Sydvestfalster og Nordøstfalster.

'Naturlandet rundt' bringer dig i direkte kontakt med samtlige 19 lokale oplevelsesruter i Naturlandet Lolland-Falster. Der er tale om nogle helt særlige lokale, skiltede rundture på 18-49 km, som vi har lavet til dig der gerne vil lidt "off the beaten track", og opleve endnu mere i Naturlandet. Læs om de spændende ture i kategorien "Naturlandet oplevelsesruter", planlæg nogle ekstra overnatninger rundt omkring på din tur Naturlandet rundt, og giv dig selv den fornøjelse at tage på nogle dagsture ud i det grønne og blå!
Kan du lide små færger, kan vi i Naturlandet anbefale et besøg på 'Cykeløerne' i Smålandsfarvandet ud for Nordlolland, og fra Nykøbing Falster kan du lave en smuk afstikker til det centrale Falster på oplevelsesruten 'Ud i skoven'.

Følg ruten i appen Naturlandet Lolland-Falster, så får du endnu flere oplevelser undervejs! Du finder ruten under kategorien "På tværs af Naturlandet Lolland-Falster" i appen.

Cykelruten er Naturlandets største oplevelsesrute, og er skiltet med symboler - du skal bare følge vores N logo. Ruten er sat til at starte og slutte i Nykøbing Falster, men du kan starte hvor du har lyst, se kortet herunder.

Del dine øjeblikke: