Krenkerup Bryggeri

Samarbejdsaftaler om gæste- og værtservice er underskrevet

Foto: Krenkerup Bryggeri

Gæste- og værtservice på Lolland-Falster bliver med bl.a. Krenkerup Bryggeri & Traktørsted og Nakskov Handel & Erhverv  som infopunkt.

”De første samarbejdsaftaler om gæste- og værtservice er underskrevet, og jeg glæder mig meget til, at vi i det nye år åbner endnu mere op for turisterne, når de skal guides rundt i vores område,” fortæller destinationschef hos Visit Lolland-Falster, Lindy Kjøller.  

Hele 23 turismevirksomheder har på nuværende tidspunkt vist interesse i at være et såkaldt infopunkt for kommende turister på Lolland-Falster, hvoraf der allerede er indgået en samarbejdsaftale med 11 turismevirksomheder.

Nakskov Handel og Erhverv og Visit Lolland-Falster har indgået et samarbejde, der betyder, at Nakskov Handel & Erhverv overtager lejemålet af det eksisterende turistbureau på Axeltorv i Nakskov. I 2024 kan turisterne dermed fortsat gå ind på Det Gamle Apotek og få information og inspiration til oplevelser.

”Det er vigtigt, at turisterne føler sig velkomne, og derfor er gæsteservicen en nødvendighed for Nakskov. Derfor har vi også valgt at samarbejde med Visit Lolland-Falster om et infopunkt. Vi glæder os til at guide turisterne rundt i området og fokusere endnu mere på at udvikle Nakskov til en turist- og oplevelsesby. Turismen har en stor økonomisk betydning for Nakskov, og derfor er det essentielt, at udvikle turismen i Nakskov, hvor vi oplever rigtig god opbakning til ”Turismens Venner”, der er et korps af frivillige, som skal drive infopunktet,” siger Peter Dan Petersen, formand for Nakskov Handel & Erhverv

Der bliver også etableret et infopunkt hos Krenkerup Bryggeri & Traktørsted, der ser positivt på at være en del af dét gæsteservicenetværk, som skal guide og inspirere destinationens kommende gæster.

”På Krenkerup Bryggeri og Traktørsted er det vigtigt for os at yde en god gæsteservice; både overfor turister og lokale, der besøger os. Lolland og Falster har så meget at byde på, og vi sender med glæde turisterne videre rundt i området. Det har vi altid gjort, og det fortsætter vi med at gøre, som en del af det nye turismesamarbejde, der skal klæde os endnu bedre på til at løfte denne opgave,” fortæller Louise Berling Brun, kommunikationschef hos Krenkerup Bryggeri, og fortsætter

”Vi er klar til at tage godt imod og skulle dette samarbejde resultere i flere besøgende på vores bryggeri og traktørsted, er det jo kun glædeligt.”

Læs mere om, hvordan fremtidens gæste- og værtservice bliver på Lolland-Falster.

Det er gennem fællesskabet og et tæt samarbejde, at den nye gæste- og værtservice skal levere den gode oplevelse, hvor gæsterne kommer igen, anbefaler attraktioner, steder og området til andre og resulterer i, at flere gæster kommer ind ad døren hos turismevirksomhederne.

Derfor skaber det stor glæde hos Visit Lolland-Falster, at der også er indgået samarbejdsaftaler med Milling Hotel Søpark, Frederiksdal Kirsebærvin, Lalandia, Nakskov Fjord Camping, Østergaard Vinmageri samt Museum Lolland-Falster, der etablerer et infopunkt i forbindelse med Stiftmuseet, Reventlow-Museet Pederstrup, Museum Obscurum og De Gamle Huse.

Turismevirksomhederne tilbydes kompetenceudvikling med opstart i februar 2024

I 2024 vil Visit Lolland-Falster i samarbejde med Business Lolland-Falster og Scandinavian Impact udbyde flere kurser rettet mod turismevirksomheder. Allerede 1. februar 2024 kan turismeaktører deltage på kurset Optimér din gæsteservice.

Særligt den digitale tilstedeværelse ønsker Visit Lolland-Falster at hjælpe turismevirksomhederne med at udvikle, og derfor tilbydes turismeaktørerne kurser i blandt andet annoncering på sociale medier, søgemaskineoptimering (SEO), Google Ads, som kan styrke de digitale kompetencer.

Del dine øjeblikke: