Cykelrute: Skov, kyst og vin - 41 km
Oplevelsesruten "Skov, kyst og vin" starter ved Maribo station, og byder på naturskønne omgivelser og spændende kultur for alle. Perfekt til både livsnydere og naturelskere!
Du kommer igennem to smukke skove og forbi Lollands nordkyst med en fantastisk udsigt ud over Smålandsfarvandet. Cykelruten går også igennem flere små hyggelige og idylliske landsbyer, som tager sig særligt godt ud om sommeren.
Cykelruten starter i Maribo og går nordpå mod Bandholm forbi Knuthenborg Safaripark.
I Bandholm er der en dejlig strand og badeanstalt, hvis vejret tillader det, husk badetøj!
Midtvejspunkt på turen er Blans Havn, en af de små hyggelige havne på Lollands nordkyst. Du kan med fordel spise din medbragte madpakke her og nyde den omkringliggende smukke natur.
På tilbagevejen kommer du igennem Stokkemarke. Her finder du både shelterplads, galleri, motions- og legeplads samt en vingård. Vinmageriet producerer blandt andet fra egne vinstokke. Snup et lille hvil her, besøg gårdbutikken og spørg ind til deres opfindelse af isvin.
Læs mere og se kort over ruten i Naturlandets folder her.
Følg ruten i appen Naturlandet Lolland-Falster, så får du endnu flere oplevelser undervejs! Du finder ruten under "Naturlandets oplevelsesruter" i appen.
Cykelruten er en af Naturlandets 19 lokale oplevelsesruter, som er skiltet med symboler - du skal bare følge ”træerne”. Ruten starter og slutter ved Maribo station, se kortet herunder.