Cykelrute: Munkevejen - 168 km
Tag på tværs af Lolland-Falster med ruten Munkevejen! Det er en tematiseret cykelrute, som kommer forbi historiske steder, der vidner om kristendommens udbredelse og dens betydning for vores kulturarv. Oplev den spændende natur, samt de mange hyggelige købstæder og landsbyer undervejs.
Ruten byder på et varieret forløb langs eksisterende småveje, stier og rekreative ruter gennem landskabet. Den passerer kirker, klostre, historiske ruiner, gamle helligkilder, kulturmiljøer, naturområder og andre særlige steder. Der er infoskiltning ved udvalgte steder.
Ruten starter i Tyskland i Glückstadt, ca. 30 km nord fra Hamburg og går herfra gennem Schleswig-Holstein til Femern. På dansk side fortsætter ruten fra Rødbyhavn og slutter i Roskilde.
Munkevejen er skiltet med cykelrutenummer 88. På Lolland er der også et ekstra loop, det er skiltet som rute 89.
I Tyskland køres efter Munkevejens logo. Se ruten på www.moenchsweg.de/.
Følg ruten i appen Naturlandet Lolland-Falster, så får du endnu flere oplevelser undervejs! Du finder ruten under kategorien "På tværs af Naturlandet Lolland-Falster" i appen.
Cykelruten er en international cykelrute, som er fuldt skiltet hele vejen. Rutens startpunkt på Lolland i Rødbyhavn kan ses på kortet herunder.