Guldborgsund Zoo & Botanisk Have
Kom og se på dyr, leg i et af de mange legeområder, spis i den Botaniske Have, slap af i et orangeri og få en vildt hyggelig dag i Zoo – her er oplevelser nok til både børn og voksne.
Få en vildt hyggelig dag sammen med familien
Kapucineraberne Knud og Mona sidder helt stille og kigger på dagens gæster. Snart springer de rundt i sjove spring fra gren til gren. Bæltedyrene er mere optagede af at grave gange under jorden og lede efter spændende insekter. Inde hos surikaterne holder vagtposten øje, mens resten af flokken graver huler og nyder livet.
På rundtur i Asien og regnskoven
I Guldborgsund Zoo & Botanisk Have kommer du helt tæt på dyrenes verden. Haven er inddelt i forskellige områder, hvor du kan opleve dyrene så tæt på deres naturlige levested som muligt.
I Asien-anlægget sidder alle de asiatiske oddere på stenene med øjnene stift rettet mod dyrepasseren, som kommer med lækre muslinger i en spand. Højt oppe i luften svæver kalkungribben Ib. Hos dødningehovedaberne er der fart over feltet, aberne er fulde af spilopper og meget nysgerrige. De undersøger naturen, hinanden og gæsterne med stor interesse.
I regnskoven er luftfugtigheden høj, og det summer af liv fra både trætoppen og skovbunden. Højt oppe i trætoppen synger næsehornsfuglene, mens de små paryksilkeaber kravler rundt. Dybt nede i skovbunden vandrer kæmpeskildpadder rundt, mens tropefuglene kvidrer. Pludselig står du ansigt til ansigt med en af de fritlevende aber, som svinger sig rundt mellem træerne.
I Guldborgsund Zoo & Botanisk Have kan du få mange dyrebare oplevelser sammen med hele familien. Her er også en naturlegeplads med svævebane og klatretårne.
En dag i zoo er vildt hyggeligt for hele familien!