©  Foto:

Cykelrute: Ud i skoven - 28 km

Tag på tur i de store midtfalsterske skove! Med oplevelsesruten "Ud i skoven" kommer du rigtig på skovtur i tre af Midtfalsters smukkeste skove, med masser af flot natur og spændende fortidslevn.

Man kan starte ved Slotsbryggen i Nykøbing F. og cykle nordpå langs Guldborgsund, forbi Ny Kirstineberg og gennem Bangsebroskoven. I denne bynære skov er der både en mountainbikebane, skovlegeplads, bålhytte og meget mere.

Derefter kører man øst om byens nyeste bydel, Nordbyen, og til Tingsted. Her kan man holde pause ved kirken og fx kigge indenfor og nyde de flotte kalkmalerier af Elmelundemesteren.

Næste oplevelse er Hannenovskoven, hvor man passerer Virketvolden fra jernalderen, og det fantastiske naturområde ved engene ved Fjællebro. Videre gennem Oustrup Skov og så tilbage ad små veje til Nordbyen, der denne gang passeres vestom. I Bangsebroskoven kører man ud i skovens sydøstlige hjørne og videre øst om Nykøbing F. Man kommer gennem endnu en skov, Sønder Kohave Skov og så tilbage gennem bydelen Østerbro til Slotsbryggen.

Hvis man synes ruten er for lang, kan den forkortes til 11,5 km ved kun at køre til Bangsebroskoven.

Læs mere og se kort over ruten i Naturlandets folder her.

Følg ruten i appen Naturlandet Lolland-Falster, så får du endnu flere oplevelser undervejs! Du finder ruten under "Naturlandets oplevelsesruter" i appen.

Cykelruten er en af Naturlandets 19 lokale oplevelsesruter, som er fuldt skiltet hele vejen - du skal bare følge rute "420”. Ruten starter og slutter ved Slotsbryggen i Nykøbing Falster, se kortet herunder.

Del dine øjeblikke: