
Nakskov - Lollands største by
Besøg den gamle middelalderby, Nakskov, med historiske bygninger, et hyggeligt handelsliv og smukt placeret ud til Nakskov Fjord.
Nakskov er en autentisk og velbevaret middelalderby med et hyggeligt handelsliv, charmerende gader og stræder og masser af historie. Her kan du kombinere byliv med naturoplevelser og udforske en rig historie.
Nakskov har været en vigtig handelsby i århundreder – særligt grundet sin placering ud til Nakskov Fjord. Byen blomstrede i middelalderen og blev senere kendt for skibsfart, industri og sukkerproduktion. I dag spiller Nakskov Sukkerfabrik og vindmølleproducenten Vestas stadig en stor rolle for byen.
Et hyggeligt byliv
Gå en tur gennem byen, udforsk butikkerne, caféerne, restauranterne og byens torv.
På Axeltorv kan du slå dig ned på Café Smil og nyde en kop kaffe brygget på bønner fra det lokale kafferisteri, Ubuntu, friskbagt brød og udsigt til torvet med rytterstatuen af Kong Christian 10. Rytterstaturen er Danmarks første af Kong Christian 10. og tilmed et symbol på Danmarks befrielse efter 2. verdenskrig.
På den anden side af torvet kan du besøge Det Gamle Apotek. Det Gamle Apotek rummer i dag turistinformation, hvor lokale står klar til at guide dig til flere oplevelser, samt galleri med keramik, billedkunst og glaskunst fra lokale kunsthåndværkere.
Året rundt summer byen af liv med markeder, koncerter, festivaler, juleby på torvet med boder og byvandringer.
Et kulturhistorisk Nakskov
Siden midten af 12-tallet har Nakskov haft købstadsrettigheder, og i de efterfølgende år var Nakskov en af Danmarks rigeste byer. Særligt grundet et rigt handelsliv, fiskeri og industriområde på havnen.
Skibsværftet og sukkerfabrikken har gennem årene stået for mange arbejdspladser. Begge steder kan du udforske nærmere både byens museer som Historiens Hus, Danmarks Sukkermuseum og Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum.
Besøg også middelalderbyens vartegn, Skt. Nikolai Kirke. Skt. Nikolai Kirke er bygget i 1200-tallet, og kan med sit 70 meter høje tårn ses på lang afstand.
Når du bevæger dig rundt i byen, vil du se middelalderens præg på byen. De oprindelige og velbevarede købmandsgårde, bindingsværkshuse, pakhuse og små gader og stræder vidner om byens oprindelse.
Gå også en tur langs havnekajen, hvor du finder Dronningens Pakhus fra 1589, der blev brugt som kornmagasin til kongens besiddelser.
Langs havnen vil du også se tre kunstskulpturer af ansigter. Skulpturerne af skabt af kunstner Thomas Kadziola, der også har opført det ikoniske kunstværk Dodekalitten, som du kan opleve på Lollands nordkyst. Er du kunstinteresseret kan du også lægge vejen forbi Jernbanegade for at se en Per Kirkebys røde bygningsskulptur.
Naturen tæt på
Nakskov er smukt placeret nær Naturpark Nakskov Fjord. Snyd ikke dig selv for at udforske naturparken og besøge Hestehovedet. Her finder du en hyggelig strand med noget af Danmarks varmeste badevand og én af Danmarks længste badebroer, der ideel til både sommer- og vinterbadning. Du kan også besøge Kitesurf & Paddle Lolland, hvis du vil prøve kræfter med SUP, kitesurf eller kajak.
Om sommeren kan du nyde en is fra det lokale ishus. Du kan også udfordre familie og venner i minigolf eller lade børnene lege på legepladsen Sælen. Når sulten melder sig, kan du nyde en frokost eller middag med udsigt over fjorden hos Restaurant Fjorden, mens du overnatter på Nakskov Fjord Camping.
Fortsæt turen sydpå til Langø
Syd for Nakskov finder du Langø, der hvor du kan nyde en frokost eller middag hos Langø Grill & Fiskebar. Tag også dukkert på havnen ved lystsejlernes badebro og udforsk kunsthåndværk i Tangladen. Du overnatter og vågner op i historiske rammer på herregården Store Riddersborg, der er smukt placeret med udsigt over Nakskov Fjord.
Fortsæt turen til Albuen Strand. En unik strandtange med smukke vandreruter, hvorfra du kan se, hvordan Langelandsbæltet og Nakskov Fjord mødes.
Nakskov i dag
Nakskov i rivende udvikling. Udviklingsprojektet Nakskov 2030 har sikret, at byen har fået et løft med restaurerede facader og fornyede byrum.
Havneområdet er under forandring med planer om restaurering af de gamle havnebygninger for at give dem nyt liv. Samtidig arbejdes der på at binde bymidten, havnen og fjorden bedre sammen – blandt andet med en ny oplevelsesrute mellem havnen og Hestehovedet.
Når du besøger byen i vinterhalvåret, vil du kunne dufte, at lokale sukkerroer bliver forvandlet til sukker – bedre kendt som ”Det hvide guld” blandt lokale. Lolland-Falster har en stærkt tradition for at dyrke sukkerroer, og i dag er Nakskov Sukkerfabrik er sammen med Nykøbing Sukkerfabrik de eneste tilbageværende sukkerfabrikker i Danmark.
Mens sukkerroerne koger, så vidner den industrielle skyline på Nakskov havn om arbejdspladser og vækst. Særligt Vestas, der producerer nogle af verdens længste møllevinger, sikrer mange arbejdspladser.