Shelterplads - Vålse Vig
Nyd udsigten over marken fra denne shelter- og teltplads, som ligger idyllisk bag dæmningen ved Vålse Vig. Her kan du vågne op til lyden af de kvidrende fugle mens dåvildt græsser på marken.
Pladsen består af en rummelig shelter med plads til 5 gæster og en lille teltplads, og ligger uforstyrret i hjørnet af en privat have, kun 500 meters gang fra havnen, hvor der er helårsåbent toilet med drikkevand. Der er bålplads direkte ved shelteren.
Hvis du har behov for at købe ind, så er der tankstationer ved Gåbense og Øster Kippinge, henholdsvis 5,4 og 5,6 km fra pladsen. I Nørre Alslev, som ligger knapt 8 km fra Vålse Vig, er der mulighed for større indkøb, samt tog- og busforbindelser mod Nykøbing Falster og København.
Bemærk: Det er ikke tilladt at gå hen over markerne, følg venligst stien langs græsplænen, og herefter vejen, når du skal hen til havnen.
Læs mere om Vålse Vig shelter- og teltplads på Book en Shelter. Se også en fuld oversigt over Naturlandet Lolland-Falsters mange shelterpladser her.
Få adgang til flere spændende friluftsoplevelser i Naturlandets app.