
Anettes Bed & Breakfast Falster
Anettes Bed & Breakfast ligger i et hyggeligt gult træhus på Falster, tæt ved motorvejen. Eskilstrup har desuden togstation, så selv uden bil kan du komme hertil og slappe af et par dage. Nykøbing Falster tager kun 7 minutter med tog og er næste stop på linjen.
Mit Bed & Breakfast emmer af badehotels stemning, men blomstrede svenske tapeter og udsigt til en stor have og markerne bagved. Det ligger i udkanten af Eskilstrup, en typisk lille landsby på Falster med rød kirke, egen købmand og pizzaria.
Anettes Bed & Breakfast Falster består af to store og hyggelige værelser med skæve detaljer i retro stil. Her er altid god stemning året rundt.
Begge de hyggelige værelser ligger på første sal. Her er plads til tre gæster i det blå værelse, og to gæster i det grønne værelse.
Værelserne deler badeværelse og fælles repos med spiseområde og thekøkken. Du har adgang til køleskab med fryser, elkedel og mini-ovn, foruden et udvalg af service.
De høje stole og borde ved vinduet giver dig desuden en fantastisk udsigt over hele området når du spiser – hvis du er heldig så kigger harerne forbi nede i haven.
Vi byder altid på gratis kaffe og the til alle gæster.
Morgenmaden
Du bestemmer selv om du ønsker at bestille morgenmad, eller du sørger for din egen forplejning.
Morgenmaden serveres ved de høje borde på reposset og er en ”continental breakfast” med hjemmebagte boller, forskellige typer af pålæg, frisk frugt, juice, yoghurt med müsli og lidt til den søde tand.
Kaffe og the er altid til fri afbenyttelse, hele døgnet rundt.
Området og placeringen
Eskilstrup ligger på den nordlige del af Falster, kun nogle få kilometer fra motorvejen. Det betyder, at du kan være på Lolland, Sjælland eller Bogø på få minutter.
Kommer du med færgen fra Rostock eller Puttgarten kører du lige forbi! Det er desuden let at komme nordpå mod Sjælland med både bil og tog.
Nykøbing Falster ligger 12 km syd for Anettes Bed & Breakfast Falster, og byen byder på masser af gode shopping muligheder og mange forskellige restauranter.
Eskilstrup, hvor Anettes B&B ligger, byder også på et par hyggelig attraktioner: Krokodille Zoo ligger et par kilometer herfra, og i selve Eskilstrup by ligger Traktormuseet.
Der er heller ikke langt til Hesnæs Havn, den flotte have på Corzelitze Herregård eller en is på Marielyst Strand. Eller Danmarks største egetræ...
Cykelferie
Anettes Bed & Breakfast ligger perfekt placeret for dig der er på cykelferie.
En af de mest populære ture i området går over øen Møn, videre via dæmningen til Bogø og så med færgen Ida til Stubbekøbing på Falster. Når du har cyklet rundt på Falster kan du fortsætte til Sjælland via broen ved Vordingborg. Hele ruten er langt væk fra motorveje og farlig trafik!
Kommer du sydfra, så er byen Eskilstrup et perfekt stop for dig, der gerne vil opleve en lokal landsby på Falster. Og pizzariaet lige nede ved stationen er ikke noget dårligt sted at slutte dagen og hvile de trætte ben.
Anettes Bed & Breakfast ligger lige midt mellem Stubbekøbing og broen til Vordingborg, ca. 12. km nord for Nykøbing Falster. Her er masser af små og hyggelige veje at køre på, uanset om du vil ud til østkysten af Falster eller du skal videre nordpå eller sydpå.
Vi passer selvfølgelig godt på din cykel når du sover her. Den bliver låst inde natten over i vores store dobbelte garage.
Rigtig god cykeltur!