©  Foto:

Danmarks Traktormuseum

Museets udstilling består af en lang række spændende og unikke danske og udenlandske traktorer fremstillet mellem 1915 og 1970, der er vedligeholdt og lakerede som var de helt nye.

Danmarks Traktormuseum i Eskilstrup på det nordlige Falster er en imponerende gammel bygning i 3 etager, dedikeret til landbrugs- og teknologihistorie.

Museet har en næsten komplet samling af den danskfremstillede Bukh-traktor med prototyper og speciludgaver, samt 9 stationære Bukh-motorer fra 1925-1937. Museet har desuden større samlinger af Bolinder-Munktell, Volvo, International og Ferguson-traktorer.

Traktorsamlingen giver et bredt billede af udbuddet på det danske marked samt enkelte, der aldrig har kørt i Danmark.

Sammen med de mange landbrugsmaskiner fortælles f.eks. også et stykke efterkrigshistorie om hvordan en betingelse for Marshall-hjælpen var, at der nu blev importeret traktorer fra USA.

Foruden traktorer byder museet også på en række motorer og en dampmaskine fra 1901. 

 

Museets markante bygning er i sig selv også ganske interessant. Den blev bygget 1918-1919 som frørenseri og er derfor velegnet til opbevaring af tunge genstande som traktorer. Bygningen var den første på Falster, hvor man anvendte jernbeton til konstruktionen af kælderen. 

Museet modtager større grupper hele året efter aftale. Se hjemmesiden for aktiviteter og åbningstider.

Del dine øjeblikke: