Cykelrute: Nordens drue - 51 km
Igennem kirsebærplantager, landsbyer og smuk natur. Cykelruten "Nordens drue” går gennem smukke landskaber i den nordlige del af Naturpark Nakskov Fjord - her findes Danmarks mildeste klima; perfekt til kirsebær og en god cykeltur!
Naturpark Nakskov Fjord er en del af Danske Naturparker, og har dette kvalitetsstempel på grund af dens enestående naturværdier, et rigt plante- og dyreliv, spændende kulturmiljøer samt de mange gode friluftsmuligheder på land og til vands.
Ruten starter og slutter på Axeltorv i centrum af Nakskov. Her findes indkøb, overnatning og spisning. Fra Nakskov går turen langs havnen og Nakskov Fjord, og videre nordpå igennem Sandby til Frederiksdal Gods, der er verdenskendt for deres vine lavet på kirsebær. Her finder du gårdbutik, en slotspark og smuk natur med vandreruter.
Midtvejspunkt på cykelruten er den hyggelige havneby Onsevig, et gammelt fiskerleje med shelterplads, campingplads, restaurant, privat B&B samt museum om havnens og byens historie.
Turen tilbage mod Nakskov går igennem flere små landsbyer med smukke kirker; som regel med bord/bænk og toilet – tjek kortet!
Naturlandet anbefaler også at opleve den sydlige af Naturpark Nakskov Fjord på cykelruten ”Langs fjorden”.
Læs mere og se kort over ruten i Naturlandets folder her.
Følg ruten i appen Naturlandet Lolland-Falster, så får du endnu flere oplevelser undervejs! Du finder ruten under "Naturlandets oplevelsesruter" i appen.
Cykelruten er en af Naturlandets 19 lokale oplevelsesruter, som er skiltet med symboler - du skal bare følge ”kirsebærrene”. Ruten starter og slutter ved Axeltorv i Nakskov, se kortet herunder.